Natasha.27År

I efteråret 2021 blev jeg gravid med min kæreste på det tidspunkt efter kun to måneder sammen, i en alder af 24 år. Jeg gik på 5. semester på universitetet og skulle færdiggøre min bachelor til sommer. Jeg er allergisk over for hormonel prævention og har været indlagt med blodpropper på grund af dette to gange, så kondomer er mit bedste alternativ. Men intet er 100 % sikkert…

Jeg havde været syg og kastet op i to ugers tid og var ret træt af det, da det gav mig meget fravær fra mit studie. Da min menstruation udeblev, blev jeg mistænkelig. Jeg fandt ud af, at jeg var gravid, mens jeg var alene og min kæreste var på Sjælland, og jeg selv skulle til fest på universitetet om aftenen. Jeg var meget afklaret i min beslutning. Jeg tog til festen og drikker normalt ikke, men den aften drak jeg mig meget fuld, da jeg vidste, at selvom jeg var gravid, så ville jeg jo ikke beholde det. Jeg fortalte ingen om det.

Min kæreste kom forbi, efter han var kommet hjem, hvor jeg fortalte ham det og min beslutning. Hans svar var heldigvis: “Jeg støtter dig i, hvad end din beslutning er.”
Jeg tog alene til lægen og fik en henvisning til en abort hos en gynækolog, efter en opsang om prævention – på trods af min allergi – og efter at have underskrevet et papir, hvor jeg blandt andet skrev under på, at min kæreste var enig i beslutningen. Jeg var så sur over, at det var en del af papiret, at jeg næsten ikke ville underskrive det, men jeg havde trods alt ingen anden udvej.

Jeg tog alene til gynækologen, hvor jeg blev undersøgt og fik endnu en opsang om prævention på trods af min allergi, inden jeg fik medicinen og instruktionerne. Jeg var nervøs for, hvad medicinen ville gøre ved mig, da jeg jo tidligere havde haft blodpropper fra hormonel prævention. Gynækologen kunne ikke svare på, hvad der ville ske, kun at personen, der holdt opsyn med mig, skulle ringe 112, hvis der skete noget. Jeg var seks uger henne, så medicinsk abort var standarden, sagde gynækologen.

24 timer senere, da jeg skulle tage de sidste piller, var jeg angst for, hvad der ville ske med mig. Men jeg tog dem, som jeg havde fået besked på, og ventede.

Det blev til to dage med mange smerter på sofaen. På dette tidspunkt havde jeg endnu ikke fortalt nogen om det, andet end min kæreste. Det var vores egen lille boble.

Efter et par dage kom mine forældre forbi til et julemarked, hvilket var aftalt for lang tid siden. Jeg var stadig i store smerter, men de vidste jo stadig ingenting, så jeg gjorde mit bedste for at lade som ingenting – hvilket lykkedes.

Jeg blødte i ni uger, hvilket er tortur og nok enhver piges mareridt. Efter otte uger var jeg til tjek hos gynækologen, som igen kom med endnu en opsang om prævention og et tilbud om en spiral. Dette tilbud trak han tilbage, efter at være blevet mindet om mine allergier. Jeg har åbenbart for kraftige blødninger til en kobberspiral, så det var heller ikke en mulighed.

Jeg snakkede med en veninde, som jeg vidste havde fået en abort, for at have nogen at tale med og ikke føle mig helt alene.

På det tidspunkt snakkede jeg flere gange om ugen med en veninde i Jylland, som efter at have hørt om min kvalme spurgte, om jeg var gravid, hvilket jeg løj om og sagde nej. Efter et par uger fortalte jeg hende sandheden om, at jeg havde været gravid, men ikke længere var det. Hun blev rasende. Ikke over at jeg løj, men over at hun og hendes kæreste var i gang med at forsøge at blive gravide uden held – så hvordan kunne jeg blive det så nemt og så ikke ønske barnet? Det ramte hårdt, selvom jeg var sikker i min beslutning, og der gik nogle uger, før vi snakkede igen.

Jeg er uddannet biolog og har aldrig set det som et barn, jeg havde inde i maven. Det var en klump celler og intet andet. For mig bliver det heller ikke andet end det, før det kan overleve uden for kroppen. Som biolog er jeg farvet af, at definitionen på en parasit trods alt er: “En organisme, der lever på/i og optager næring fra andre levende organismer” – hvilket et foster er. Derfor var beslutningen heller ikke svær, for det var ikke en baby, jeg sagde farvel til. Det var celler, som faktisk havde gjort mig ret så syg i flere uger.

Det er ikke for at sige, at jeg ikke var påvirket af situationen, men min reaktion kom senere. Den viste sig gennem to ting. Den ene var angst for at blive gravid og skulle igennem det igen, hvilket resulterede i mange angstanfald over de næste tre år. Den anden var vrede rettet mod min kæreste. Jeg bebrejdede ham meget for graviditeten, selvom vi var lige gode om det. Jeg var vred over selv at skulle til lægen, selv at skulle til gynækologen og over hans manglende respekt for min efterfølgende angst. Set tilbage er jeg sikker på, at oplevelsen også gjorde noget ved ham, og jeg ville ønske, at vi havde snakket mere om det den gang, end vi gjorde.

Seks måneder efter aborten tog jeg hjem på ferie hos mine forældre uden min kæreste, bare fordi jeg havde lyst. Det første, min mor spurgte mig om i bilen fra toget og hjem, var, om jeg var gravid. Jeg grinte og undrede mig over spørgsmålet. Åbenbart havde mine forældre undret sig over, at jeg kom uden min kæreste, og mistænkte, at jeg var gravid og skulle have hjælp til det. Jeg forsikrede hende om, at det var jeg ikke, og jokede lidt om samtalen med min mor i bilen sammen med min far, da vi kom hjem.

Samme aften var vi på vej ned for at købe bland-selv-slik, hvor jeg spurgte, om de ville have en hemmelighed, men de måtte love mig, at de ikke blev sure på mig. Det gjorde de, så jeg fortalte dem om aborten, jeg havde fået seks måneder tidligere. De var skuffede over, at jeg ikke havde fortalt noget, men jeg sagde til dem, at jeg vidste, at de ikke kan holde på en hemmelighed og ville snakke med deres søskende om det, og jeg havde ikke behov for, at hele min familie vidste det. Derfor inkluderede det heller ikke dem.

Baseret på de seks uger, jeg var henne, skulle terminsdatoen have været 1/7, hvilket endte med at være datoen, hvor jeg afleverede min bachelor. Den aften tog jeg ud og fejrede, at jeg var færdig – og at jeg ikke var blevet mor.

Jeg har ALDRIG fortrudt aborten eller de beslutninger, jeg tog i den forbindelse. Jeg er glad for, at jeg ikke fortalte mine forældre om det i situationen, men ventede seks måneder. Jeg er også glad for, at jeg ikke sidder med et barn på 4,5 år den dag i dag. Det havde ændret mit liv, mit studie og alle de muligheder, jeg har haft siden. Min kæreste på det tidspunkt og jeg holdt trods alt ikke i længden, hvilket nok blev katalyseret af min angst og vrede. Set i bakspejlet havde det nok aldrig holdt, og hvis det havde, skulle vi nok ikke have haft børn.

Den dag i dag er jeg færdig med min kandidat og har en fantastisk kæreste, som hjalp mig over min angst. Jeg er ældre nu og er også ved at være klar til børn – og jeg glæder mig til, at det en dag bliver et kapitel i mit liv.

Når jeg ser tilbage gjorde hele oplevelsen mig sur. Sur på papiret hos lægen, hvor jeg skulle skrive under på, at min kæreste var enig i beslutningen, selvom det var min krop. Hvad hvis han ikke havde været enig? Sur over opsang på opsang om prævention, selvom jeg gjorde opmærksom på min allergi, havde undersøgt mulighederne, selvom vi havde været forsigtige, og selvom jeg er biolog og godt ved, hvordan det fungerer. Dermed også sur over manglen på ikke-hormonelle muligheder.

Sur på min kæreste for ikke at hjælpe mere. Sur på både ham og mig selv over den angst, jeg udviklede. Sur på min veninde over hendes reaktion, da jeg fortalte om graviditeten, og over at hun ikke kunne se det fra mit perspektiv. Sur på mine forældre over, at de ikke kan holde på hemmeligheder godt nok til, at jeg turde fortælle dem om det i situationen. Sur på mænd, der ikke skal lægge krop til en graviditet, og på at det er kvinderne, der skal igennem det.

Den dag i dag føler jeg, at min vrede var og er berettiget. Men den dag i dag er jeg heldigvis også mindre sur, fordi jeg følte, at jeg fik lov af mine venner til at komme ud med min vrede, og at der var plads til både den og mig. Den dag i dag er jeg bare glad for, at en abort overhovedet var en mulighed.

Abortfortællinger