Mette.41År

Min kæreste og jeg havde kendt hinanden i 1 år, han var min store ungdoms kærlighed.

Men han havde lige mistet sin barndomsven i en bilulykke få dage forinden, det var november 2002, jeg var 20 år gammel. Jeg opdagede at jeg var gravid ret tidligt og vidste med det samme at jeg ikke ønskede at gennemføre min graviditet. Jeg var helt afklaret. Hos min læge fik jeg af vide at det var Guds vilje og at skulle jeg tænke over det i 14 dage før min læge ville henvise mig til at få en abort. Jeg kom til scanning og lægen havde en stud. med på min egen alder, en ung fyr. Han skulle scanne mig og lægen superviserede - han talte til sin studerende som om jeg ikke var tilstede i rummet og sagde blandt andet - her ser vi det lille hjerte - se hvor det blinker og læg mærke til fosterets perfekte placering i livmoderen. Jeg forsvandt ind i mit eget indre. Fik udskrevet piller til en medicinsk abort og tog hjem til min egen mor for at abortere. Jeg fik ikke noget smertestillende ud over Panodil for som scanningslægen sagde - ja det gør ondt at abortere og den smerte må man igennem.

Jeg har aldrig fortrudt min abort, men måden var rædselsfuld og jeg vil aldrig glemme det. Jeg er i dag 41 år, gift ( dog ikke med ungdomskærligeden) og har fået 2 smukke meget ønskede børn.

Abortfortællinger