Sofie.49År

Jeg kunne mærke at min krop ikke var som den plejede, små tegn der med en graviditetstest viste sig at være sandt. Jeg var 18 år og blevet gravid, med en fyr der ikke havde nogen betydning i mit liv. Jeg husker at være fyldt af skam over ikke at havde passet bedre på mig selv, alene uden at involvere nogen. Jeg var ked af det og tænkte meget på det barn der kunne være blevet til, men var inderst inde ikke i tvivl om at jeg havde truffet det rigtige valg. Jeg skulle ikke være mor lige nu. Det var i eksamensperioden og jeg tog til min læge, der for første gang fortog en gynækologisk undersøgelse. Det var så skamfuldt og ensomt og ubehagelig oplevelse. Blev udspurgt om jeg var sikker ved flere spørgsmål, der var ydmygende. Jeg var ikke klar til at blive mor. Jeg fik en tid onsdag på hospitalet, og fik det fortalt til min mor, der hentede mig efter indgrebet. Hun var forstående, men husker ikke vi snakkede meget om det. Dagen efter var jeg til eksamen og på overfladen gik livet vider, men inden i mig lå der en tristhed og vrede, særligt til fyren der havde været med til at sætte mig i denne situation. Værst var dog skammen og oplevelsen af at være alene med oplevelsen. Jeg er lykkelig for at jeg bor i et land hvor abort er muligt, jeg var ikke klar til moderskabet, jeg kunne bestemme over min egen krop.

Abortfortællinger