Heidi .29År

Jeg var netop flyttet til København og havde lejet mig ind på et værelse hos min kusine sammen med min kæreste. Jeg startede på studie, men fik det pludseligt hurtigt dårligt. Jeg sov 18-20 timer i døgnet og orkede ingenting. Jeg tog en negativ graviditetstest og tog til lægen, som kunne fortælle at jeg havde fået en kronisk stofskiftesygdom. Og jeg havde jo desuden en spiral, så chancen for en graviditet var jo meget lille.

To uger senere tog jeg alligevel en graviditetstest mere fordi mine bryster var så spændte. Nu var resultatet et andet, der kom to streger.

Jeg tog til lægen og blev henvist til gynækolog. Der gik 3 dage med snakke frem og tilbage om vi skulle være forældre eller ej. Jeg tog til gynækolog alene, selvom jeg var ret nervøs. Gynækologen og hans sygeplejerske forsøgte i 45 minutter på at fjerne spiralen. Imens lå jeg der, musestille og prøvede at forstå, hvad der foregik. De havde lige vist mig et lille barn på scanningen, rimelig vildt. Til sidst måtte de stoppe fordi jeg blødte for meget til, at det var forsvarligt at fortsætte. Jeg blev sendt akut på Rigshospitalet, hvor min kæreste mødte mig. Jeg kan stadig huske navnet på den læge, der tog imod mig - er det lidt mærkeligt?

På hospitalet tilbød de at forsøge at fjerne spiralen, men ærlig talt orkede jeg ikke flere instrumenter oppe i mig og mere blødning. Jeg valgte en kirurgisk abort. Jeg fik medicinen og blev indlagt. Det står meget tydeligt for mig, at jeg skulle underskrive nogle papirer og opgive navne og kontaktinformationer på pårørende. Jeg brød helt sammen, for jeg havde ikke fortalt mine forældre det og tænk hvis noget gik galt og de skulle have en forfærdelig besked på telefon fra en læge, mens de var uanende omkring hvad der var gået forud. Jeg ringede grædende til min mor og fortalte det hele. Hun greb mig.

Min operation blev udskudt. Og hold kæft, hvor er det noget sindssygt medicin man får! Aldrig har jeg haft så ondt! Efter at have ligget og vredet mig i sengen i flere timer kom jeg endelig ned til operation. Jeg blev lagt på lejet, fik endelig noget morfin og følte jeg svævede over briksen. Aldrig har jeg haft det SÅ godt!

Jeg husker at blive vækket, mens personalet snakkede om is. Jeg havde ikke lyst til andet end is i det øjeblik. Tilbage på afdelingen blev jeg mødt af min kæreste og min kusine. Jeg fik saftevand og toastbrød, ikke lige den is jeg havde drømt om.

Næste morgen gik jeg hjem, ingen smerter, ingen stor blødning, ingen komplikationer. Nu skulle jeg lære en sygdom at kende inden jeg skulle være mor. Det var den helt rigtige beslutning.

Det eneste tidspunkt jeg kan komme i tvivl er nu, hvor vi faktisk gerne vil have et barn. Hvad hvis det var vores lucky shot?

Abortfortællinger