M.19År

Jeg var 17 år gammel, og havde 3 måneder inden fået en sød kæreste. Jeg var på p-piller, og tænkte at alt var super.

Efter min menstruation var et par dage forsinket, tog jeg en test. Jeg panikkede, og løb ind på mit værelse, i chok & bange. Når man er under 18, skal man i næsten alle tilfælde, have samtykke fra forældre, og jeg var så nervøs for at skulle fortælle mine forældre om det.

Heldigvis tog de der super godt. Jeg ringede selv til lægen morgenen efter, og fortalte at jeg lige havde taget en positiv graviditets-test, hvortil den søde læge-sekretær svarede “Åhh stort tillykke!”, hvortil jeg fortalte hende at jeg altså ikke så det som en god ting, og at jeg var interesseret i en abort.

Jeg var i øjeblikket ikke et sekund i tvivl - jeg var 17 år gammel, havde mit at kæmpe med, samt i 1.g på gymnasiet.

Eftersom jeg på daværende tidspunkt aldrig havde været til gynækolog eller lignende, var hele abort-forløbet vildt skræmmende. Jeg blev videresendt til en privat gynækolog med rigtig gode anmeldelser - og rigtigt nok, så var de skide dygtige!

Det var de sødeste damer, som under hele forløbet guidede mig, og hjalp mig i rette retning. Jeg blev fortalt at jeg var 7 uger henne, så jeg kunne stadig nå en medicinsk abort, hvilket de også anbefalede mig.

Selve aborten gik super godt. Jeg husker det ikke smertefuldt, men bare “super klamt”. Jeg blødte meget de næste få dage, men værre var det ikke.

Dog sidder jeg 3,5 år senere, og kan godt nogle gange blive lidt ked af det. Ikke fordi jeg føler jeg tog et forkert valg, og jeg fortryder absolut heller ikke. Men det kan være en smule skræmmende og hjerteskærende at tænke på, at man ville kunne have et barn lige nu, hvis man ikke havde aborteret.

Abortfortællinger