Jeg fik en abort da jeg var 19 og da jeg var 36. Som 19 årig var jeg meget uvidende om sex og slet ikke klar til at blive mor. Det endte med en kirurgisk abort som gav mig en voldsom depression. Aborten forblev i det skjulte, da kæresten nægtede at tale om det og vi nævnte slet ikke for andre, hvad der var foregået, for omverdenen ville helt klart reagere negativt. Alle følelser blev puttet ind og forblev derinde, men skabte ravage. Jeg følte mig meget ensom omkring det. Hvert år flere år frem blev den traumatiske oplevelse genvakt omkring aborttidspunktet uden at jeg kunne tale med nogen om det.

Jeg tænkte ofte på hvilket dejligt barn der ville være kommet ud af det og bad om tilgivelse overfor det liv jeg havde taget. Med tiden kom selv tilgivelsen også.

Ved mit andet abort var jeg fast besluttet på at jeg ikke ville have noget abort, da jeg ikke selv mente, at jeg mentalt kunne bære sådan en omgang set i bakspejlet. Kæresten ville slet ikke have barnet. Forståeligt nok, da vi ikke havde kendt hinanden særlig længe. Jeg tog dog beslutningen om at beholde barnet mod hans vilje, indtil jeg kunne mærke et eller andet var galt. Det føltes ikke som en normal graviditet.

Jeg vendte om på en tallerken og nåede lige at få en abort indenfor tidsgrænsen. Ved alt held. Det viste sig at jeg havde tvillinger i maven som var stærkt malformede. De ville næppe overleve. Det var den største lettelse at få aborten. Jeg var lettet og lykkelig og har slet ikke haft nogen negative tanker omkring det. Kun hvordan børnene ville have været, hvis de havde udviklet sig normalt. Så jeg har oplevet abort i begge ender. Både på godt og ondt. Jeg er glad for at muligheden findes i dag, men kunne virkelig godt have brugt en professionel at tale med efter et forløb, så jeg ikke endte ud i den første depression med triste tanker der fulgte mig i årevis. Hvorfor findes der ikke sådanne tilbud?

Abortfortællinger