Jeg var hjemme i min gamle studieby i Aarhus, da jeg ret tilfældig møder og tager hjem med en ung fyr. Et par uger senere er jeg tilbage, og vi mødes igen. Jeg var få måneder forinden stoppet på p-piller, som jeg ellers havde brugt ti år op til. Så da min søde menstruationsapp fortæller mig, at jeg er uden for vinduet af ægløsning, vælger jeg (nok nærmere vi) ikke at bruge prævention. Heller ikke dagen efter. Der går et par uger, og mens frygten for hvad der egentlig kan være sket stiger, når jeg ikke engang at gå en dag over, før jeg tager en test.

Jeg har min veninde i røret, mens en utydelig streg dukker op. Jeg griner, da det går op for mig. Jeg er i en blanding af chok, forundring og nok en masse panik. Kort efter det skriver jeg det til de nærmeste veninder. Jeg føler mig egentlig ovenpå. Lidt hjertebanken og uro. Men jeg er okay, ingen tårer. Jeg skal jo bare have fået en abort. Grineren, jeg er blevet gravid, det er virkelig god sladder! Efter nogle dage føler jeg mig nødsaget til at inkludere den anden part af det, der har taget bo i mit underliv.

Meget nonchalant og ovenpå får jeg skrevet og forklaret ham, hvad der er sket, og hvor lidt han faktisk behøver at blive inkluderet i det. Især fordi jeg ikke rigtig gider inkludere ham. Jeg kender ham jo knap nok.

Jeg kontakter lægen og er i den forbindelse allermest interesseret i, at det ikke skal påvirke mit arbejde. Så der går nogle dage, før jeg kan få en tid kl. 7.45. Jeg er den eneste i venteværelset den torsdag morgen, og da jeg sidder der med mit mundbind på, får jeg en begyndende klump i maven. Konsultation går hurtigt, også for hurtigt. På trods af jeg har læst op på, hvad jeg har krav på i denne situation, så ender det med, at lægen fuldstændig taler henover hoved på mig, enten ikke er opmærksom eller decideret ignorerer, at der begynder at trille tårer ned bag mundbindet og stemmen bliver skinger. Fem minutter senere sidder jeg i bilen på vej hjem igen.

Jeg har ikke på dette tidspunkt fortalt mine forældre det, men kan ikke skjule det, da jeg kommer hjem og min mor står i køkkenet. Så jeg fortæller det, og jeg beder hende om ikke at sige det til min far. På trods af at han er det sødeste menneske i verden, som jeg ved ville støtte mig, så orker jeg bare ikke ideen om, at min familie skal vide det. Efter nogle dage vælger jeg dog alligevel at inkludere ham, da det betyder for meget for mig, og især min mor, at han ikke ved det. Jeg havde lidt tænkt bare at tage alene ind på gynækologisk afdeling for at få de der piller. Selvom jeg græd hos lægen, så var det jo altså stadig bare en klump af blod, der skulle ud af mig hurtigst muligt. Men som tiden går, for det gør den. Jeg når i alt at være syv uger henne, hvoraf de tre sidste var efter den positive test.

Jeg er træt, sådan overvældende træt. I de uger får jeg dog mulighed for lige at gennemtænke det, så jeg aftaler med min mor, at hun skal tage med. Thank god! Det min egen læge havde beskrevet som smerter lignende en menstruation, får de søde mennesker på gynækologisk afdeling pænt rettet. Jeg må grædende ringe til mit arbejde og melde mig syg i et par dage. Selve aborten var hård. Av, det var ikke sjovt. Men da det er overstået, så er jeg faktisk okay igen. Det er overstået og jeg er videre. Det hele er okay! Og jeg er okay. Der går over et år, og jeg er okay.

Så tager jeg på tur til Århus igen. Det er ikke første gang, jeg er tilbage, men det er første gang jeg ser ham igen. Jeg tænker, at vi bare skal have det grineren og tage hjem sammen. Det er også grineren, men kombinationen af lidt for mange øl og det at se ham helt fysisk igen og se lejligheden igen. Jeg bryder sammen i gråd. Han er virkelig sød, og vi fortæller hver vores oplevelse. Jeg satte ham jo helt af da det skete. Han havde ikke en chance for at gøre fra eller til eller hjælpe mig. Det hjælper at høre og mærke hans omsorg.

Tårerne dukker derefter sporadisk op og klumpen i maven er tilbage på fuldtid. Der er virkelig blevet rippet op i et sår, jeg ikke helt vidste, jeg havde. Et par veninder planlægger, at vi skal ud i en skov og smadre porcelæn, samtidig med at vi hører Fuck dig af Anna David. Det virker, jeg græder lidt mere, men det virker. I dag græder jeg ikke mens jeg skriver det her, men klumpen er der stadig lidt endnu, kan jeg mærke. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der skete, eller hvordan jeg har det med det. Det er ved er at mine nærmeste er der. Også når jeg er over et år om at opdage det.

Abortfortællinger