Fik abort i år2021.

Jeg var hjemme i min gamle studieby i Aarhus, da jeg ret tilfældig møder og tager hjem med en ung fyr. Et par uger senere er jeg tilbage, og vi mødes igen. Jeg var få måneder forinden stoppet på p-piller, som jeg ellers havde brugt ti år op til. Så da min søde menstruationsapp fortæller mig, at jeg er uden for vinduet af ægløsning, vælger jeg (nok nærmere vi) ikke at bruge prævention. Heller ikke dagen efter. Der går et par uger, og mens frygten for hvad der egentlig kan være sket stiger, når jeg ikke engang at gå en dag over, før jeg tager en test.

Jeg har min veninde i røret, mens en utydelig streg dukker op. Jeg griner, da det går op for mig. Jeg er i en blanding af chok, forundring og nok en masse panik. Kort efter det skriver jeg det til de nærmeste veninder. Jeg føler mig egentlig ovenpå. Lidt hjertebanken og uro. Men jeg er okay, ingen tårer. Jeg skal jo bare have fået en abort. Grineren, jeg er blevet gravid, det er virkelig god sladder! Efter nogle dage føler jeg mig nødsaget til at inkludere den anden part af det, der har taget bo i mit underliv.

Meget nonchalant og ovenpå får jeg skrevet og forklaret ham, hvad der er sket, og hvor lidt han faktisk behøver at blive inkluderet i det. Især fordi jeg ikke rigtig gider inkludere ham. Jeg kender ham jo knap nok.

Jeg kontakter lægen og er i den forbindelse allermest interesseret i, at det ikke skal påvirke mit arbejde. Så der går nogle dage, før jeg kan få en tid kl. 7.45. Jeg er den eneste i venteværelset den torsdag morgen, og da jeg sidder der med mit mundbind på, får jeg en begyndende klump i maven. Konsultation går hurtigt, også for hurtigt. På trods af jeg har læst op på, hvad jeg har krav på i denne situation, så ender det med, at lægen fuldstændig taler henover hoved på mig, enten ikke er opmærksom eller decideret ignorerer, at der begynder at trille tårer ned bag mundbindet og stemmen bliver skinger. Fem minutter senere sidder jeg i bilen på vej hjem igen.

Jeg har ikke på dette tidspunkt fortalt mine forældre det, men kan ikke skjule det, da jeg kommer hjem og min mor står i køkkenet. Så jeg fortæller det, og jeg beder hende om ikke at sige det til min far. På trods af at han er det sødeste menneske i verden, som jeg ved ville støtte mig, så orker jeg bare ikke ideen om, at min familie skal vide det. Efter nogle dage vælger jeg dog alligevel at inkludere ham, da det betyder for meget for mig, og især min mor, at han ikke ved det. Jeg havde lidt tænkt bare at tage alene ind på gynækologisk afdeling for at få de der piller. Selvom jeg græd hos lægen, så var det jo altså stadig bare en klump af blod, der skulle ud af mig hurtigst muligt. Men som tiden går, for det gør den. Jeg når i alt at være syv uger henne, hvoraf de tre sidste var efter den positive test.

Jeg er træt, sådan overvældende træt. I de uger får jeg dog mulighed for lige at gennemtænke det, så jeg aftaler med min mor, at hun skal tage med. Thank god! Det min egen læge havde beskrevet som smerter lignende en menstruation, får de søde mennesker på gynækologisk afdeling pænt rettet. Jeg må grædende ringe til mit arbejde og melde mig syg i et par dage. Selve aborten var hård. Av, det var ikke sjovt. Men da det er overstået, så er jeg faktisk okay igen. Det er overstået og jeg er videre. Det hele er okay! Og jeg er okay. Der går over et år, og jeg er okay.

Så tager jeg på tur til Århus igen. Det er ikke første gang, jeg er tilbage, men det er første gang jeg ser ham igen. Jeg tænker, at vi bare skal have det grineren og tage hjem sammen. Det er også grineren, men kombinationen af lidt for mange øl og det at se ham helt fysisk igen og se lejligheden igen. Jeg bryder sammen i gråd. Han er virkelig sød, og vi fortæller hver vores oplevelse. Jeg satte ham jo helt af da det skete. Han havde ikke en chance for at gøre fra eller til eller hjælpe mig. Det hjælper at høre og mærke hans omsorg.

Tårerne dukker derefter sporadisk op og klumpen i maven er tilbage på fuldtid. Der er virkelig blevet rippet op i et sår, jeg ikke helt vidste, jeg havde. Et par veninder planlægger, at vi skal ud i en skov og smadre porcelæn, samtidig med at vi hører Fuck dig af Anna David. Det virker, jeg græder lidt mere, men det virker. I dag græder jeg ikke mens jeg skriver det her, men klumpen er der stadig lidt endnu, kan jeg mærke. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der skete, eller hvordan jeg har det med det. Det er ved er at mine nærmeste er der. Også når jeg er over et år om at opdage det.

Abortfortællinger

2019
1981
2023
2023
2022
2023
2023
2006
2022
2016
1984
1980
1992
2021
2016
1998
1995
2017
2017
2021
2020
2020
2005
2018
2022
2014
2004
2020
2002
2002
2001
2023
2004
2012
2016
2010
2014
2021
2017
2019
2000
2012
2015
2019
2023
2022
2013
2017
2018
2005
2010
2021
2019
2016
2016
2019
2019
2009
2018
2022
2014
2016
2014
2019
2012
2023
2010
2017
2020
2006
2019
2022
2015
2022
2011
2017
2023
2022
2009
2004
2023
2002
2018
2010
2016
2015
2019
2003
2011
2022
2015
2022
2022
2015
2023
2018
2013
2008
2018
2008
2009
2001
2009
2020
2023
2007
2022
2020
2000
2016
2013
2019
2017
2022
2018
2020
2014
1999
2023
2021
2021
2021
2009
2008
2022
2016
2021
1994
2022
1999
2022
2022
1972
2022
2023
2022
1995
1998
2019
2015
2006
2008
1994
2018
2023
2014
2023
2014
1957
2000
1989
2023
2013
2009
2022
2021
2017
2001
2003
2016
2001
2019
2004
2021
2021
1999
2011
1975
2015
2012
2005
2019
2004
2013
2023
2012
2010
1997
2020
2004
1996
2014
2019
1998
2014
1988
1981
2006
2021
1973
2017
2012
1998
1975
2005
1989
2018
1966
1999
2011
2001
2022
2020
2011
1997
2015
2001
1975
1995
2022
2010
2011
1998
2022
1996
2022
2005
2007
1995
2009
1997
2023
2011
2014
2015
2008
1994
2011
2003
1992
2019
1973
2014
2018
1986
1992
2011
1994
2021
1994
2018
2021
2013
2015
2020
2018

Sex & Samfund. Lergravsvej 63, 2. sal. 2300 København S.

Tlf. 33 93 10 10. Mail: info@sexogsamfund.dk