Jeg fik foretaget en abort i sommeren 2018. Jeg var 20 år gammel, i begyndelsen af min bachelor og levede et skønt kollegieliv med fester og nye bekendtskaber.

Det var på intet tidspunkt for mig et spørgsmål om hvorvidt jeg skulle have en abort eller ej. Jeg var i gang med uddannelse, hvor jeg var deltidssygemeldt, jeg aldrig har været sikker på, at jeg ville have børn og forholdet til barnets far var meget kompliceret. Ingen af os ønskede et barn.

Jeg er et meget praktisk anlagt menneske, så det var noget, som ”skulle klares”. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt mit valg eller ageren. Jeg var dog rigtig dårlig til at mærke efter, hvordan jeg havde det, hvilket jeg stadig kan være. Det var dog på ingen måde en ensom proces for mig. Jeg talte åbent om det til mine venner, søster på det kollegie jeg boede på og med barnets far. Jeg var omgivet af så mange gode mennesker, støtte og kærlighed. Så meget at det faktisk kunne blive overvældende til tider. Hvilket jeg kan have svært ved at sige højt, da jeg stadig den dag i dag føler mig så privilegeret over dem, jeg havde omkring mig.

Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige for mig at få en abort. Men trods for det ikke var en ensom proces og jeg havde en masse gode mennesker omkring mig, så følte jeg mig stadig ensom. Jeg havde ikke nogen, jeg kunne vende mine inderste tanker med eller nogen at spejle mig i. Noget jeg stadig kan mangle den dag i dag. Frygten om at blive gravid sidder i mig på en helt anden måde end tidligere. Snak om graviditet eller hvordan livet kunne have set ud (når man hypotetisk snakker med sine venner), har jeg stadig nogle gange svært ved at være i. Jeg har det rigtig svært med, at det er noget, som stadig fylder for mig. Jeg ”burde” jo være videre og jeg traf den helt rigtige beslutning. Men derfor sidder det stadig i mig. Noget jeg faktisk har rigtig svært ved at sige højt til de tætte mennesker omkring mig, min nuværende kæreste og mig selv. Det skyldes nok, jeg stadig ikke har nogen, jeg kan dele mine inderste tanker med eller ”forstår” hvad jeg har været igennem.

Abortfortællinger