Mette.63År

Efter min abort hentede jeg min lille søn i vuggestuen, og min datter i børnehaven. De var fornylig fyldt 1 og 3 år. Jeg selv var 25, i mit første vikariat efter endt uddannelse, og vidste inderst inde at den var gal, efter at manden var trillet ned af mig og havde lagt sig til at sove. Lige den aften havde vi været ude med venner og havde haft det så hyggeligt. Og så skete det altså. Han brugte aldrig kondom og jeg havde ikke gode erfaringer med spiral og p-piller, så jeg ammede i mange måneder og undersøgte mit skedesekret for tegn på ægløsning. Og tog en chance den aften.

Jeg elskede mine børn vanvittig højt og var optaget af at lære alt om praksis i mit fag. Manden var jeg frustreret over og orkede faktisk ikke at tage mig af ham også. Jeg var 8 år yngre end ham, bare en gymnasiepige da vi blev kærester, og alt var gået så hurtigt. Jeg havde bevæget mig langt i de år, mens han egentlig mest stod stille. Jeg fødte nr. 2 en måned efter afsluttende eksamen, den “store” var knapt 2 år, mens vi stod midt i flytterod. Begge var “smuttere” ligesom den, der blev fjernet. Hver gang ved en enkeltstående omgang spontan og glad sex, hvor min ellers meget ansvarsfulde passen på blev lagt til side.

Manden blev helt hvid i hovedet og sagde “Det kan vi bare ikke”, da jeg fortalte ham om graviditetstesten.

Jeg gik til lægen, fik bekræftet graviditeten og aftalt abort. Jeg var 6 uger henne og forventede en hurtig indkaldelse. Det skete bare ikke. Efter et par uger ringede jeg til lægen og rykkede. Mine papirer var vist strandet i en bunke, men han ville få hospitalet til at sætte gang i sagen.

Bukserne var allerede begyndt at stramme og brysterne var ømme. Og jeg hørte stadig ingenting. Ringede igen, og det var de sandelig kede af, men det så ud til at min henvisning nr 2 også var blevet væk på hospitalet. Så lægen ville igen skrive en ny.

Mens jeg gik og ventede, havde jeg fantasier om at prøve med en strikkepind. Men lod det heldigvis blive ved tanken. Endelig, i 11. uge, kunne jeg komme på briksen. Jeg oplevede personalet på operationsgangen besynderligt mekanisk, det skulle bare gøres. Modsat da jeg fik mit 1. barn ved planlagt kejsersnit - da var alle supersøde og omsorgsfulde.

Så lå jeg der på lejet og kiggede på lægen og de andre, der gjorde klar til operationen. Pludselig fik jeg en vigtig tanke, og spurgte lægen hvad der sker med fostret, når det er taget ud. Jeg vidste jo, at det ville se ud som et næsten færdigt barn i miniature, når det var over 10 uger. Hvad mener du? spurgte lægen. Jeg var lidt omtåget af den stesolid, de havde givet mig, men prøvede at forklare, at jeg ønskede de ville behandle det lillebitte væsen med respekt og ikke bare smide det ufølsomt i en spand. Jeg så for mig, at det lå i lægens hånd, og at hun ville kigge lidt på det inden hun forsigtigt lagde det i en lille skål, svøbt i en pæn hvid serviet. Det var så vigtigt for mig i det øjeblik, at de ville tage sig godt af mit lille døde foster.

Lægen fattede ikke hvad jeg vrøvlede om. Hun sagde: Hvis du tænker på det med cremer og kosmetik, så afleverer vi altså ikke noget til det brug. Og så fik jeg omgående narkosen - slut med den mærkelige snak fra mig!

Bagefter forstod jeg - der havde været en heftig debat i udlandet om brug af fosterceller i kosmetiske produkter. Men jeg ville bare have en pæn afslutning for det lille foster. Havde jeg været i stand til at tænke logisk, ville jeg selvfølgelig have vidst at det ville blive flået i stumper og stykker mens det blev suget ud.

Nogle uger senere havde jeg mareridt om at mine børn blev skadet. Det værste var om min datter, der blev brugt som fodbold af et hold spillere, mens jeg kun kunne stå magtesløs og råbe Stop! med svag stemme.

En gang i mellem har jeg tænkt på at hvis jeg ikke havde valgt aborten, ville jeg have endnu et barn, igen med under 2 års mellemrum og igen fødselsdag på omtrent samme tid. Det var åbenbart der, 9 mdr. før det tidspunkt, at lysten og befrugtningsevnen var optimal.

Men det var det rigtige valg. Jeg har aldrig fortrudt, for der var simpelthen ikke overskud til endnu et barn. Inden længe begyndte jeg for alvor at regne på hvordan jeg kunne flytte for mig selv, for trods mine skønne børn og min indtræden i arbejdslivet følte jeg, at livet stod stille for mig. Jeg var 25. Og flyttede et halvt år senere, og elskede hverdagen med mine to små unger alene. Forøvrigt blev jeg aldrig gravid igen, efter jeg endelig fandt nogle p-piller, jeg kunne tåle.

Abortfortællinger