Katrine.

Maj 2015. Min menstruation er forsinket. Jeg har tisset på en pind. Der er to streger. Jeg er lægestuderende og har kendt S i et par måneder. Bor på et lille kollegieværelse. Midt i 12 kvadratmeters kaos forsøger jeg at tænke. Det kan ikke passe. Det hører jo ikke til mig. Jeg læser jo til læge. Jeg er jo seksualunderviser. Min mor er jo jordemoder. Jeg ved jo alt om sex og risici. Jeg har jo brugt kondom. Jeg har jo PCOS, og lægen har jo sagt, at så kan man jo ikke blive gravid uden fertilitetsbehandling.

Jo.
Det er klogest at afbryde graviditeten.
Give mig selv en chance.
Jeg er trist.
Og skammer mig.
Hvorfor skammer jeg mig?

Så kommer tvivlen.
Eller var det smuttet?
Vi havde da brugt kondom?
Havde lægen sagt, at jeg ikke kunne blive gravid, eller var det indbildning?
Vil jeg være gravid? Hvad har jeg gang i? Skal jeg sige det til S? Eller skal jeg klare det selv? Går han fra mig? Er jeg overhovedet noget værd?
Det hele er min egen skyld.

Jeg ringer til lægehuset. Jeg er gravid. Det var ikke meningen. “Fint,” siger sekretæren, “jeg finder en tid til dig.” Husk, du skal kunne tisse i en kop. Hun spørger ikke, hvordan jeg har det.

Jeg vælger den medicinske abort, fordi turnuslægen siger, at hun synes, det er det bedste valg. Hun har forberedt papirerne til mig, inden jeg kommer. “Du skal have en abort,” siger hun. Hun spørger ikke, om jeg vil beholde det. Hvordan det er sket. Om jeg har behov for nogen at snakke med. Turnuslægen spørger ikke, hvordan jeg har det. Jeg skal skrive under. Og vælge den medicinske abort. Hun ser overrasket ud, da jeg græder. Papirerne er underskrevet, og jeg går alene hjem til mit kollegieværelse. På vejen støder jeg ind i min veninde. Hun spørger mig, hvordan jeg har det. Hun er den første, der spørger mig. Jeg bryder sammen ude foran Vericenteret, og hun holder om mig.

Jeg skal have en abort.

I Randers har jeg min mor med til undersøgelsen. Sygeplejersken roser mig for at have tisset alt vandet ud af blæren. Så er det nemmere at scanne maven. “Tak,” siger jeg. Hun viser mig ikke scanningen. Jeg vil ellers gerne se den. Hun forklarer mig, hvordan jeg skal tage pillerne. Hun lover at ringe til mig den dag, jeg skal have foretaget den medicinske abort. Hun spørger ikke, hvordan jeg har det. Jeg cykler op ad Ringgaden. Der er folketingsvalg. Skilte fra foreningen,Retten til liv, er hængt op på lygtepælene langs vejen. I morgen skal jeg have en abort. Jeg græder, mens jeg træder i pedalerne.

Det foregår hjemme på mit kollegieværelse. S har taget toget fra København for at være sammen med mig. Jeg ligger i sengen. Jeg kaster op. Mest af smerte. Der er blod igennem alle håndklæder. Vi skifter dem ud igen. Jeg går i cirkler på det lille værelse. Pruster. Folder mig sammen. Det river i min mave. Kaster op igen og igen. S kigger bekymret på mig og rækker mig en ny brækspand. Jeg ved ikke, om det her er normalt. Hvorfor er der så meget blod. Føler mig utryg. Ensom. Efter seks timer er det slut.

Sygeplejersken ringer aldrig.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor menneske- og derfor kvinderettigheder var vægtet højt. Alligevel bærer jeg på en følelse af ensomhed og skam, der er svær at ryste af sig. Derfor ved de fleste det ikke. Min far ved det ikke. Da jeg skulle have aborten, var han netop blevet gift med en katolsk kvinde, og sammen havde de strenge holdninger. De gik i kirke hver søndag. Abort var mord.

Jeg græder stadig ofte ved tanken om aborten. Der var så meget blod. Det gjorde frygtelig ondt. Det var utrygt. Tre måneder efter min abort var jeg ved min egen læge til en snak om prævention. Hun spurgte mig ikke, hvordan jeg havde det, eller hvordan det var gået. Det undrer mig stadigvæk i dag. Mit møde med sundhedsvæsenet var præget af en masse selvfølge og mangel på empati. Der er cirka 15.000 kvinder om året, der får foretaget en abort - af den ene eller anden grund. Aborten er din ret, men det er tabu. Vi taler ikke højt om det. Derfor føles det ensomt. Jeg forsøger at ryste skammen og ensomheden af mig. Det var det rigtige valg for mig. Jeg valgte mig selv. S og jeg bor sammen, og jeg er uddannet læge. I dag spørger jeg alle mine patienter, hvordan de har det. Sådan, egentlig. Lige nu. Med at være indlagt. Med at skulle undersøges. Med at skulle starte behandling. Nogle synes, det er et fjollet spørgsmål. Jeg foretrækker at stille det. Fordi det er svært at være sårbar i et system tungt af selvfølge.

Abortfortællinger