Jeg blev gravid som 19-årig med en ferieflirt. Året var 1975. Jeg skulle i gang med uddannelse og i det hele taget leve mit liv på egne præmisser. Jeg ville ikke være 3. generation i familien, som fik et barn i en alt for ung alder, ville ikke det skulle definere mig som menneske. Jeg ville under ingen omstændigheder være alenemor eller mor på dette tidspunkt. Så jeg valgte som en selvfølge at få en abort - min krop var/er min, og jeg bestemmer over den.

På sygehuset blev der set skævt til mig, ikke over at jeg skulle have en abort, tror jeg, men fordi: "Hun er bare en af de der piger, der går i seng med hvem som helst og ikke passer på". Deres fordomme og foragt lyste ud af øjnene på dem. Jeg var meget, meget vred over lægerne og sygeplejerskernes opførsel. Ikke én spurgte, om jeg havde været beskyttet. Det var et kondom, der sprang. Jeg har altid betragtet det som en lille fisk, der uønsket var kommet ind i mig.

Jeg har aldrig hverken fortrudt det eller haft det skidt med min beslutning, eller dårlig samvittighed. Det var det helt rigtige for mig, og jeg har ikke skænket det mange tanker siden. det var bare nogen, der var der, som ikke skulle være der. Jeg ønsker for alle, der vælger at få en abort, at I altid vil have det godt med jeres beslutning og værdsætte, at vi er så heldige at bo i et land, hvor valget er muligt. et valg, der burde være muligt for enhver kvinde i verden.

Abortfortællinger