22År

Jeg var i et behandlingsforløb i forbindelse med en spiseforstyrrelse. Jeg var sikker på jeg ikke kunne blive gravid da min menstruation var udeblevet - og min kæreste på daværende tidspunkt røg hash og dyrkede hård styrketræning. Jeg tog alligevel en test for at være sikker, og alt føltes så uvirkeligt da de 2 streger indfandt sig - gulpede vand så jeg kunne tisse en test mere - håbet om at det var en falsk positiv. Men den var unægtelig lige så positiv som den første. Og det var som om universet lavede en fucked up joke. Vi var enige om at det ikke var nu. Begge studerende - og mit daværende dårlige helbred. Vi tog til egen læge, hendes bud var 8 uger. Alt gik meget hurtigt. Den reelle scanning viste sig at jeg var næsten 11 uger henne. Til mit held var abortgrænsen steget til 18 uger, så jeg var ikke lige så stresset om min endelige beslutning. Men jeg ville bare have det overstået. Jeg fik hurtigt en tid og grundet hvor langt jeg var henne måtte det blive kirurgisk. Efter det var gjort fortrød jeg det ikke - jeg var lettet over at jeg ikke længere skulle tage stilling til valget.

Nu er det næsten et år siden, og er både afklaret og glad for min beslutning. Men den første tid var hård, at se babyer, forældre der snakkede om børn og børnebørn var som en kniv i hjertet. Men tiden heler alle sår. Og det bliver nemmere. Hvis jeg skulle give et råd til dem der er i tvivl, som jeg blev: selvom det kan være hårdt at gøre det rigtige for en selv, om det er at få en abort eller ej - så er det din beslutning, og trods tvivlen nok altid indfinder sig, er det okay. Og det skal nok blive okay.

Abortfortællinger