Jeg var 22 da jeg fik en medicinsk abort. Jeg var fuldstændig afklaret omkring mit valg. Faren - eller ham jeg troede var faren, for ærligt havde jeg været sammen med to siden jeg slog op med ham - var påbegyndt et misbrug, og det var slet ikke noget, jeg ville være en del af.

Ikke længe efter bruddet var min menstruation forsinket, og jeg troede bare der var forstyrrelser i min cyklus. Jeg fik et kæmpe chok, da jeg tog en test, og der var to streger. Jeg vidste med det samme, at jeg ikke ønskede et barn med den mand, jeg tænkte var faren til barnet. Jeg ringede til lægen dagen efter, fik en tid og en god snak om mit valg og blev henvist til sygehuset. Her var jeg til vaginal scanning på en stue, som var pyntet med fotos af ammende mødre og nye forældre - ikke just hvad jeg havde brug for i min situation.

Efterfølgende skulle jeg deltage i en samtale om prævention, mens jeg sad og græd. Jeg fik nogle piller med hjem som skulle tages næste morgen, og inden jeg tog dem, ringede jeg til min bedste veninde, som skulle sige det, vi havde aftalt: "Du er ikke klar. Du skal ikke have et barn med ham. Du har ikke nogen uddannelse og vil gerne skabe et liv for dig selv, før du skaber et liv til verden." Jeg tog pillen og tog på arbejde.

Dagen efter satte jeg nogle piller op i skeden, og nogle timer efter aborterede jeg hjemme hos min mor. Det gjorde ondt. Som svære menstruationssmerter. Jeg syntes ikke, panodilerne jeg fik fra hospitalet virkede, så fik noget smertestillende af min mor. Det hjalp meget. Jeg husker, hvordan blodet var tykke klumper. En af de gange jeg var på badeværelset, fik jeg en impuls til at holde på det, som kom ud. Det var en lille pakke, af en slags. Jeg tænker det var fostersækken. Jeg kiggede lidt på den, og skyllede det ud i toilettet. Det var svært for mig at forholde mig til det, som var i gang.

Jeg har ikke fortrudt min abort. Det var det helt rigtige på tidspunktet. Dog er jeg ked af, at jeg ikke blev tilbudt hjælp og støtte til bearbejdelsen af den, for mig, voldsomme handling det var, at stoppe et liv i at udvikle sig til mere. Det fyldte meget for mig efterfølgende, og jeg havde både svært ved at tale om oplevelsen, og at tænke på det. I dag skænker jeg det en tanke nu og da, men er fortsat overbevist om, at jeg tog den rigtige beslutning i min situation.

Abortfortællinger