Jeg har fået to aborter i mit liv.

Den første i 1999, da jeg var 19 år, og den næste da jeg var 31. Jeg har aldrig fortrudt dem.

Abort 1: Jeg var 19 og kæreste med Dennis som var 5 år ældre. Jeg følte mig alt for ung til at blive mor, jeg ville ikke have noget at tilbyde og jeg ville ikke være bundet. Jeg ville ud og rejse med rygsæk, jeg skulle finde ud af hvad jeg ville med mit liv, hvilken uddannelse etc. Jeg var ikke i tvivl, vi var ikke i tvivl, men vi talte om det og Dennis støttede mig. Oplevelsen var ok, men jeg vågnede op fra narkosen efterfølgende skrigende i smerte, husker jeg, og der var blod på sengebetrækket og droppet var revet ud af hånden - men det sagde ingen rigtigt noget om - det var ubehageligt.

Abort 2: Jeg havde fået min datter med Søren i 2007. I 2009 går vi fra hinanden, men ses stadig til aftensmad, legepladstur osv. for vores datters skyld. I 2011 tager vi alle 3 på ferie til Marokko, som familie for vores datters skyld. Vi havde ikke et sexuelt forhold / på vej tilbage sammen, og vi aftalte at bo på samme værelse for at spare penge, og jeg havde ikke tænkt at det blev et “problem”. Jeg datede en mand jeg var ret vild med på det tidspunkt og i øvrigt døde mit og min datters fars sexliv efter vi fik hende. Så den skulle være safe… Hej naive! Tre gin/tonic, tropisk varme, en sovende datter og en dobbeltseng senere… halløjsa graviditet! Lige inden vi tog til Marokko havde jeg besluttet at ville lave en Ironman i 2012.

Jeg bestilte tid til abort, løb ud til Hvidovre hospital til forundersøgelse, løb hjem med en tid og en recept på en hormon spiral i hånden. Spiralen kunne sættes op samtidigt med aborten - smart! Ikke flere graviditeter til mig, tak! Ringede til min datters far og orienterede ham om den kommende abort, som for mig, på det tidspunkt, var på niveau med at få fjernet et modermærke - det skulle selvfølgelig gøres asap og han havde intet say. Abort foretaget, ironman gennemført. Jeg fortryder det ikke.

Abortfortællinger