Chalotte.

Jeg blev gravid som 19 årige, det var med min første kæreste som også var den første jeg havde sex med, ikke at det er grunden til jeg valgte abort, jeg var sent ude med at feste, gå i byen og have min rigtig første kæreste så da jeg fandt ud af jeg var gravid brød hele min verden sammen jeg var ikke sammen med min kæreste mere, og jeg følte ikke jeg havde snust nok til det at være ung og gå i byen, og jeg følte mig ikke klar til at blive mor, så jeg blev hurtig klar over at det bedste for mig var at få en abort, jeg fandt rimelig tidligt ud af jeg var gravid så jeg gik en lille måned før jeg kom til samtale på sygehuset, den tid var hård for mig jeg fortalte kun min mor og en veninde om graviditeten, men jeg følte ikke rigtig jeg kunne snakke med min mor om det, så jeg brugte meget min veninde, jeg blev hurtig sur og ked af det hvilket folk omkring mig ikke kunne forstå da jeg ikke normalt bliver så let sur og ked af det, men jeg kom med andre undskyldninger når du spurgte hvad der var galt, på det tidspunkt havde jeg ikke brug for dømmende blikke og svar, jeg vidste nemlig godt at der ville komme nogle når jeg fortalte at jeg var gravid.

Efter samtalen på sygehuset fik jeg en tid til ugen efter og brochurer på hvad jeg skulle gøre inden turen på sygehuset, da jeg skulle komme stikpillen op i underlivet var der en lille tvivl om jeg skulle gennemføre aborten, men jeg blev hurtigt enig med mig selv at på dette tidspunkt var det det bedste at gøre, så kl 7.30 var jeg på sygehuset og blev vist ind i omklædningsrummet hvor jeg fik sygehus tøj jeg skulle skifte til, ventetiden føltes så lang og jeg var så nervøs og lidt bange, jeg husker ikke ting der skete omkring mig jeg sad i min egen lille boble.

Tiden efter aborten prøvede jeg at glemme alt omkring aborten, jeg fik at vide at jeg kunne få lidt samtaler med en psykolog men jeg valgte det fra og jeg tænkte jeg nok skulle klare det uden. Den dag i dag fortryder jeg at jeg ikke tog i mod tilbudet, ikke at jeg har været helt nede i kuldkælderen, men jeg sagde til mig selv at der nok skulle komme et barn i fremtiden, i dag ee jeg 35 år og har ingen børn, kun et bonusbarn, som betyder meget for mig men det er stadigvæk ikke det samme, min mand og jeg prøvet uden og med kunstig befrugtning men uden held, så når folk i min omgangskreds har fortalt de var gravid var det som om at få en mavepuster, jeg var glad på deres vegne men alligevel blev jeg trist, når jeg har set folk med barnevogne har jeg ønsket det var mig der gik med mit barn i en barnevogn.

På sin vis fortryder jeg mit valg den dag i dag, og har tit "slået" mig selv oven i hovedet for valget af abort, men jeg er nået dertil at jeg er begyndt at acceptere hvis jeg ikke er en af dem der bliver mor, det har ikke været let at komme hertil men det har hjulpet meget at jeg har nogle skønne niecer og nevøer som både er voksne og børn, som jeg har et godt forhold til, selv min ene nieces 2 børn har jeg et godt bånd til. Jeg vil lige nævne at alle i familien og min mand godt ved om aborten, vi snakker bare ikke meget om den, da den ikke fylder så meget mere som den har gjort, men når der snakkes om det lytter de da nogle af kvinderne i familien også selv har prøvet at få abort ved de jo godt hvordan det foregår. Dog er det forskelligt hvordan det har påvirket os, for dem lyder det ikke til de har været så påvirket at det, ellers viser de det bare ikke.

Jeg ved mange dømmer en for at have fået abort, så jeg fortæller ikke alle og en hver om det hvilket hellere ikke er nogle grund til, men til dem jeg stoler på og har en fornemmelse på at de ikke vil dømme mig har jeg fortalt om det.

Abortfortællinger