Trine.43År

Min kæreste og jeg havde prøvet et halvt års tid at blive gravide. Nytårsaften lykkedes det så, men da jeg fortæller ham det, bliver han ikke glad. Han bliver nærmest rasende. Og så fortæller han mig, at han er blevet forelsket i en anden, og at vi ikke skal være sammen mere.

Jeg havde brændende ønsket mig det barn, men jeg var 25 og studerende på det tidspunkt med flere år tilbage af studierne, og så var der en lille stemme indeni, som sagde mig, at jeg ikke skulle bringe et barn i verden til en mor, som når hun lige havde sundet sig lidt, nok aldrig ville få et særlig godt forhold til faren igen. Så jeg valgte at få en abort. Det gjorde ondt helt ind i sjælen. Efterfølgende var det som om der var babyer og barnevogne overalt, og hver gang forstærkede det sorgen.

Der skulle gå 5 år, før jeg mødte en mand jeg stolede på og ønskede at få børn sammen med, men det gjorde jeg heldigvis og vi har 2 skønne døtre i dag. Selvom beslutningen medførte stor sorg, så har jeg alligevel aldrig fortrudt, at jeg fik den abort, for jeg vidste at det var den rigtige beslutning for mig på det tidspunkt og i den situation.

Abortfortællinger