Katrine .36År

Det her er kopieret fra min fb. Jeg delte opslaget med de allernærmeste.

En tilfældig onsdag aften i sidste måned startede to ugers uafbrudt opkast der uhæmmet skød ud af munden i projektilfart uden varsel. Når jeg luftede hunde, når jeg tullede rundt i byen, når jeg flød på sofaen, når jeg var på besøg, på arbejde og når jeg sov. Jeg vil godt sige at jeg altid nåede ud til toilettet, men virkeligheden er at jeg mindst én gang efterlod et tykt 'brækspor' gennem det meste af mit hjem og opgav. Jeg kunne lige så godt fortsætte med at kaste op, hvor jeg nu var endt, i stedet for at skulle gøre endnu mere rent.

Efter en uge var det ikke sjovt mere. Jeg var nu ikke nervøs, for jeg var sat på noget medicin, hvor opkast er et af de almindelige bivirkninger (yay) og det passede fint med at jeg tog min medicin og så kastede jeg op. Jeg ringede nu alligevel til min læge for et sundhedstjek og en sludder for en sladder.

Hvad jeg blev bedt om var at afgive urin, blod og tårer, som viste jeg var sund og rask, intet fejlede og jeg måtte mindske dosis før tid, nu hvor jeg ikke var vildt imponeret over evnen til at kaste op med 0,4 sekunders varsel. Ikke den fedeste superkraft at få, kan jeg afsløre.

Nogle timer senere ringede min læge. Min urinprøve havde ændret sig i løbet af dagen og mit hormontal bekræftede at jeg var gravid... Fuck.

Jeg husker min venindes frygtelige abort, jeg husker ALLE historier jeg nogensinde er blevet præsenteret for af medier, i skolen og mennesker i min omgangskreds; blod, smerte og ubehag. Et frygteligt valg med uendelig vaklen, et tungt ansvar på skuldrene, kritisk selvransagelse, tvivl om egen agenda og i sidste ende, måske en tilsidesætte af egne ønsker om fremtiden.

Evig fortrydelse og et stik i maven på årsdagen eller når man så babyer eller barnevogne og ikke mindst den dårlige samvittighed der ALTID fulgte med og det tonedøve spørgsmål "hvad hvis du fortryder?

Og det endnu mere tonedeve spørgsmål "har du tænkt dig at beholde det, nu hvor du er blevet gravid?" Selv hvis man var afklaret med sit ønske om abort. Selv hvis man havde gjort sit for at undgå graviditet.

"Jeg skal ikke være gravid og jeg skal ikke have et barn" var det første jeg fik sagt til min læge og dagen efter var jeg igen forbi til endnu mere urinaflevering (jeg kan snart kun tisse i plastikkrus) og en skriftlig bekræftelse på mit ønske om at leve det liv som jeg hele tiden har levet. Et liv hvor mine pelsbørn er mine eneste børn.

Jeg konsulterede selvfølgelig sociale medier, jeg er vel en millinial og der fik jeg det som samfundet har svigtet mig i. Og som jeg uden at være klar over det savnede og havde brug for:

Alle de gode historier.

Alle dem som var afklaret og lettede over deres valg.

Alle dem som ikke fortrød.

Alle dem som var balanceret i deres valg,

Dem jeg kunne spejle mig i og gjorde mig tryg.

Dem der sagde 'sorry, not sorry" og nød deres barnløse liv eller de børn de havde valgt til.

Dem der ikke havde oplevet ubehag. Dem der var fløjet nemt og elegant gennem deres abort og så yndlingsserier og guffede slik i store mængder, mens deres krop arbejdede eller de blev nusset om på hospitalet. Sådan en abort som jeg ikke vidste var en mulighed, fordi informationssider snakker om blod og smerter i udefinerbar mængder og forbereder en på det værste og skræmte livet af mig. Gjorde abort til en af de ting jeg frygtede mest i verdenen. Bare for at forberede mig. Bare for en sikkerheds skyld, Bare for min skyld.

Og det er derfor jeg vælger at dele min abort. Jeg synes ironisk nok ikke det kommer andre ved. MEN jeg er irriteret over den måde mine muligheder er blevet præsenteret for mig gennem min ungdom. Og jeg tænker på om andre har det som mig og kun har fået serveret bagsiden af abort-medaljen. At emnet altid er blevet serveret med et bestemt og ensidet narrativ. Abort er måske ikke et tabu (og dog), men det er noget man helst skal have ondt i maven over (både psykisk og fysisk), hvis man vælger en, for ellers er man en følelseskold skid der må fejle noget emotionelt! Og hvem har lyst til det?

Og til det vil jeg sige: Det er løgn! Det er muligt at være glad for sit valg og aldrig være i tvivl eller fortryde. Man behøver ikke have dårlig samvittighed og man er ikke et koldt, dårligt menneske uden følelser. Og det behøver ikke gøre ondt eller være skræmmende.

Fremmede mennesker på internettet var nød til at fortælle mig dette, da jeg frygtede der var noget i vejen med mig, fordi jeg ikke havde dårlig samvittighed eller skammede mig. Og jeg var bange. Bange for indgrebet og de efterfølgende dage og uger. Jeg havde aldrig, ALDRIG, hørt om nogen med en abort uden ubehag. før jeg talte med dem. Og det er jeg vred over. Jeg er også vred over at jeg skal være lykkelig over at jeg lever i et land, hvor jeg nemt kan få en abort. Jeg er lige så lidt lykkelig over det, som det faktum at jeg har rent grundvand i vandhanen (endnu) og må gå rundt på gaden efter mørkets frembrud. Jeg bør ikke være lykkelig over dette, jeg bør kunne tage det for givet. Det burde vi alle. Mellem linjerne siger det også, at der er folk andre steder der ikke har de muligheder. Og det kan ændre sig her også. Jeg tænker på alle dem der synes det er 'sjovt' eller 'spændende at diskutere retten til fri abort, "bare sådan helt hypotetisk". (Fuck jer). Jeg tænker på dem der siger "de lande med antiabortlove er langt væk" og jeg tænker på hvor tæt på Polen ligger og de kvinder der med et mistede deres rettigheder over at kunne planlægge deres eget liv. Jeg tænker på hvor tæt forbundet vi er med USA, hvor kvinderne lige nu kæmper for at beholde Roe v Wade.

Jeg tænker på Kristendemokraterne og deres mærkesager. (Fuck jer).

Jeg tænker på abortmodstanderne Retten Til Liv (fuck jer) og deres dumme kors på en mark, hvor hver kors repræsenterer en abort, i deres øjne et barn.

Jeg skal nu indgå i en statistik som nogle mennesker, partier og foreninger bruger som argument for at indsnævre eller fjerne mine rettigheder. Det er absurd at tænke på. Det gør mig vred.

Måske vil der en dag stå et kors på en mark, som symboliserer min abort, i en kampagne jeg ikke støtter. Måske vil nogen holde en tale og tælle min abort med som argument eller uddele anti-abort-flyers fuld af skræmmende historier og skam, uden jeg har noget at skulle have sagt. Når man tænker over det, er det grotesk at argumentet mod abort er bygget på de mennesker der især har vist at de støtter fri abort.

Men det er min abort, derfor også min at definere. Og den repræsenterer ikke et foster, den repræsenterer ikke et barn. Den repræsenterer et præventionsmiddel der svigtede, uendelig opkast, spildte dage, ubehag og nervøsitet som jeg intet fik ud af...

Jeg var ca 8+1 uger henne, så lige på grænsen til om en medicinsk abort ville kunne fungere. Jeg valgte en kirurgisk abort. Jeg valgte sikkerheden på hospitalet og fravalgte et minde om en abort i min stue. Og det er jeg glad for. Jeg havde en god oplevelse. Sygehuspersonalet var nærværende og gjorde mig tryg. Jeg sov igennem narkose uden drama og vågnede i trygge omgivelser, med meget lidt ubehag og sygeplejersker der nussede om mig og gav mig sandwich og saftevand. (Jeg støtter deres stejke). Jeg kunne forlade hospitalet efter 2-3 timer under observation. Uden smerter eller blod i udefinerbar mængder. Kun glad og lettet, med tasken fuld af slik. Dagen efter var jeg mørbanket, som havde jeg gennemført et maraton uden at varme op eller strække ud. Håndkøbsmedicin fik styr på det.

Ironisk nok startede jeg processen til at blive steriliseret en måneds tid før alt det her, netop fordi jeg frygtede denne situation mere end et åbent benbrud. Jeg spekulerer også på, om retten til abort vil forsvinde i min levetid, og om jeg vil kunne stå uden muligheder, hvis jeg bliver uønsket gravid igen. Og sterilisation virker som det oplagte valg for både mine ønsker og manglende tillid til fremtiden.

Fortryder jeg noget, fortryder jeg at jeg ikke tog det valg før, at jeg lyttede til "du ønsker dig børn på et tidspunkt", så jeg var sluppet for det her. At være gravid var ikke noget jeg ønskede at prøve og det har på alle måder været grænseoverskridende.

Jeg er ikke længere gravid. Jeg skal aldrig være gravid igen. Jeg ser ikke mig selv som en der har været gravid. Det selvom min krop er pisse sej til det uden at genere mig med graviditetstegn. Jeg stoppede stort set med at kaste op i det øjeblik min læge lod mig mindske medicindosisen.

Jeg undskylder her til alle dem der har gennemgået en krævende graviditet. Især dem med en hård start. Jeg ved ikke hvorfor 'nem graviditet var den kø jeg valgte at stå forreste i, det skulle have været jer. Jeg må have læst forkert... Undskyld. Jeg ville gerne afslutte dette lange skriv med noget positivt, men der er ikke noget positivt at sige. Jeg er ikke blevet klogere, jeg er ikke blevet stærkere. Jeg har ikke lært mig selv bedre at kende. Jeg har ikke vundet noget. Jeg er muligvis blevet mere vred. Især på dem der leger djævlens advokat med min sikkerhed (fuck jer igen). Det mest positive der er at sige, er at nu er det overstået, det gik godt, jeg er kommet videre og jeg er okay. Min abort var - trods alt- en god abort

Abortfortællinger