Jeg var 18 og blev gravid med min første rigtige kæreste. Selv om mine forældre er meget åbne, talte vi aldrig rigtig om sex og prævention. Jeg forestiller mig heller ikke nogen har talt med ham - men det usynlige ansvar lå hos mig, var der en klar forventning om.

Da jeg var ved lægen for at få forundersøgelse, vendte sygeplejersken skærmen om og sagde: “se det er dit ufødte barn”. Jeg var 6-8 uger henne. Selve aborten kan jeg ikke så godt huske, men jeg var lettet bagefter.

Efter en måned fik jeg en alvorlig infektion, fordi jeg ikke passede på kulde og fik ordentlig ro. Igen var der ingen voksne, der hjalp - vi talte ligesom ikke om det. I dag er jeg dybt taknemmelig for at jeg havde muligheden for at få en abort. Men jeg håber også, at vi kan flytte os og åbne mere op for dialog om sex og kroppe. Og ikke kun mellem kvinder men mellem alle - specielt dialog med vores børn uden skam og skyld.

Jeg manglede nogen at tale med om den slags uden at det var “pinligt” eller skamfuldt.

Abortfortællinger