Jeg gik som 18 årig med en sød fyr hjem fra byen. Vi var fulde og fik ikke brugt beskyttelse. Jeg kendte ham ikke, og havde ingen oplysninger om ham, da jeg 7 uger efter, opdagede at jeg var gravid. Jeg tog til lægen, som var meget åben og ærlig omkring mine muligheder og hun opfordrede mig til, at tale med mine forældre. Jeg tog snakken med begge mine forældre, hver for sig, da de var/ er skilt. Jeg var ikke et sted hverken følelsesmæssigt eller mentalt,, hvor der var plads til et barn. Beslutningen var ikke nem, men jeg valgte en abort. Jeg havde min mor med på gynækologisk afd hvor jeg fik en udskrabning.

To år efter aborten fandt jeg en kæreste, min nuværende mand og vi fik hurtigt vores første fælles barn, nu tre. Under alle tre graviditeter har aborten fyldt mig med dårlig samvittighed, sorg og selvransagelse. Og det blev særligt udtalt da jeg i forbindelse med en spontan abort igen skulle igennem en udskrabning. Jeg har aldrig oplevet negativ respons på min beslutning dengang, men der er mennesker jeg ikke deler det med. Beslutningen vil for altid være noget jeg bærer med mig og som jeg genbesøger i svære tider.

Abortfortællinger