2 uger efter jeg slog op med min kæreste, som jeg havde været sammen med i over 5 år, fandt jeg ud af jeg var gravid. Det var ikke planlagt, jeg var på p-piller og jeg var 20 år. Jeg skreg da jeg så 2 røde streger lyse op, og selvom jeg vidste at jeg gerne ville være mor en dag, var det helt forkert, helt, helt forkert. Jeg vidste også godt hvad jeg skulle gøre, og selvom jeg på ingen måder fortryder aborten i dag, 4 år efter, kan jeg sagtens huske hvor uretfærdigt og hvor hårdt det var at tage den beslutning, og hvor hårdt det var at fortælle andre om den beslutning, og hvor mange bekendte der sagde det var “forfærdeligt”, men af hvilken grund, hvorfor de syntes det var forfærdeligt, det spurgte jeg aldrig om.

Hos lægen skal man underskrive et dokument, og det hele er meget tystys, og jeg fik et nummer på en lap papir med forklaringen; “de har hjulpet mange unge piger, de er gode og hurtige”…wtf? Jeg havde det som om jeg var helt forkert, fanget i et andet årti. Det hele var uhyggeligt, og de tanker jeg havde gjorde mig ældre.

Selve aborten gjorde ikke ondt, men det var et helvede og ligge der og vente på blodet - og det andet. Og så skete det hele 1 dag efter det første pressemøde om Corona. Verden stod i flammer og jeg lå vandret i min sofa og havde kærestesorger og gav slip på et lille liv.

Abortfortællinger