LS.54År

Jeg var 28 år og havde allerede to små børn. Jeg var blevet skilt fra deres far og havde mødt en ny mand, som jeg endnu ikke var flyttet sammen med.

Især den sidste graviditet var meget hård med blandt andet bækkenløsning, voldsom kvalme og en lang sygemelding. Det kunne nemt være endt rigtig skidt, så jeg turde ikke risikere en graviditet mere, ikke mindst fordi jeg allerede havde to børn at tage mig af. Så jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle have en abort, men jeg ville virkelig gerne have haft det barn.

Et par dage inden aborten blev jeg scannet og det viste sig, at fostret var dødt af sig selv. Men selv om beslutningen pludselig blev taget ud af mine hænder, havde jeg jo også selv valgt aborten. Jeg følte mig skyldig, som om jeg havde slået det ihjel med mine tanker. Det var meget mærkeligt at blive sendt hjem med et dødt foster i maven.

På selve dagen græd jeg meget. På operationsstuen var de meget søde og en sygeplejerske holdt mig i hånden indtil narkosen virkede.

Derimod var det noget af en omgang at vågne op. Jeg havde det rigtig dårligt på grund af narkosen, men personalet gennede mig ud af sengen kort efter. Selv om jeg sagde, at jeg havde det dårligt og ikke kunne tage hjem med det samme, fik jeg ikke lov til at blive liggende. Jeg følte, at de så ned på mig og dømte mig uden at kende min historie. Jeg endte med at sidde ret op og ned på en træstol i 4 timer indtil jeg blev hentet af en veninde.

Abortfortællinger