For fire år siden blev jeg gravid. Jeg boede på et lille kollegieværelse. Ham, der havde gjort mig gravid, ville ikke være far, og desuden var vi ikke længere kærester. Jeg gik på sidste år af min HF. Jeg havde overtræk på kontoen og gik meget i byen. Der var objektivt mange grunde til, at jeg ikke skulle have et barn, men alligevel var beslutningen om at få en abort så svær. Jeg endte med at få en kirurgisk abort, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville kunne få mig selv til at spise pillerne. Efterfølgende har flere sagt, at "det var den gode beslutning" og at "det jo nok også var det bedste". Det er jeg enig i, sådan objektivt set, men der er bare ikke noget ret objektivt over de følelser, jeg har haft og stadig har om min abort. Jeg tænker mindre på det i dag, men det sidder stadig i mig. Særligt når jeg møder børn, der er født omkring det tidspunkt, hvor jeg også skulle have født, kan det gøre ondt.

Abortfortællinger