Annemarie.

Rigshospitalet

Vi gik på Blegdamsvej i retning af Rigshospitalet. Vi var gået fra lejligheden på Østerbro. Ikke en særligt lang tur, men en lang nok tur til, at vi nåede at komme op at skændes. Jeg havde allermest brug for at blive grebet af stærke arme. C kunne ikke gribe sig selv, og slet ikke mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg følte. Jeg havde været gravid i 12 uger. Jeg svingede mellem, hvad jeg tænkte måtte være instinkter, og en bundfældet følelse af at vide præcis, hvad jeg skulle gøre. Jeg var årvågen omkring børns lyde, jeg havde ufrivillige, surrealistiske dagdrømme om livet som mor til en lille baby, og på vejen hjem fra lægen tænkte jeg, at den lille bønne i min mave skulle blive derinde. Nu hvor den alligevel var der. Jeg var 19 år gammel. Jeg lindrede min morgenkvalme med joints, og C sad og spillede computer det meste af natten. Jeg havde været gravid i syv uger, da jeg fik beskeden hos lægen. Jeg havde haft en mistanke i et par uger, men jeg havde ikke råd til en graviditetstest, og C ville ikke købe en til mig. Jeg slog mine opsvulmede og ømme bryster hen som tegn på, at min menstruation var på vej, og lykkedes ellers med at glemme, at noget ikke var, som det plejede.

Jeg var på vej til en technoklub med tre veninder, og jeg følte mig utilpas i min krop, men tilpas med, hvor store mine bryster så ud i kjolen. Vi havde købt et gram MDMA, som vi ville tage, når vi var på klubben. Jeg så frem til den behagelige følelse i kroppen, som det plejede at give mig, men den nat svigtede det, og jeg kastede op til den høje techno på toilettet. Da jeg var nået et par skridt ud af båsen, løb jeg tilbage og kastede op igen, og det blev ved, til jeg ikke havde mere MDMA i min mavesæk.

“Du er gravid,” sagde lægen, med tryk på er, kort tid efter jeg havde afleveret plastikkruset med min urin. “Nå. Det vil jeg ikke være,” sagde jeg. “Er du sikker på det?” spurgte lægen med en omsorgsfuld mine. “Jeg er 19 år,” svarede jeg, og hun fortalte, at der jo er hjælp at få, når man får et barn. Hun sagde det på en så omsorgsfuld måde, at jeg overvejede det et øjeblik. Det lød, som om man kunne blive grebet. “Ens krop vil gerne have børn. Så man bliver lige lidt mere tiltrukket af sin partner, man bliver lige det mere uforsigtig,” fortalte hun. Jeg følte mig forrådt af min krop, og jeg troede næsten ikke på, at det kunne være rigtigt. Men jeg havde ikke forsøgt at blive gravid, og nu sad jeg her og vidste præcis, hvordan det var sket.

 Jeg var endt på Rigshospitalet, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg bad om, da jeg bad om den kirurgiske abort. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle være ved bevidsthed under udstødelsen af mit uønskede foster, så det virkede som den mest behagelige løsning. Det føltes, som om vi kun var på hospitalet i 20 minutter. Jeg lå på en stue med andre, og jeg vidste ikke, om de var der af samme grund som mig. Det var smertefrit, selvom narkosen ikke var en behagelig oplevelse. Jeg husker ingen i kitler sige noget til mig. Jeg følte mig som en krop på et samlebånd. Min mave var mindre oppustet bagefter. Da vi kom hjem, kom min mor på besøg med brød fra bageren.

Jeg tænkte, jeg burde være ked af det. Føle et tab, føle mig ond, fordi jeg havde kasseret en potentiel baby. Men jeg følte intet andet end lettelse over at slippe for morgenkvalmen. Jeg tænkte, at det måtte komme senere. Jeg havde altid fået fortalt, at det var stort og til en vis grad traumatiserende at få foretaget en abort. At det trak lange spor i resten af ens liv. Jeg granskede mine følelser alt det, jeg kunne, men jeg følte ingen af de ting, jeg havde fået fortalt, man ville føle. Jeg tænkte, at det måtte komme senere i mit liv, at jeg allerede havde fortrængt de følelser, der hørte til min situation. 

Jeg ved, at jeg ikke vil have børn. Siden jeg var 19, er jeg kun blevet mere og mere sikker. Jeg spejler mig i ældre kvinder, som har fravalgt børn, og jeg beundrer dem. Jeg er 25 år nu. Jeg har ikke fortrudt den abort, jeg fik foretaget som 19-årig. Tværtimod, når jeg kommer til at tænke på det (hvilket ikke er tit), er jeg så glad for, at jeg kunne tage den helt rigtige beslutning for mig selv dengang. Der er ikke dukket nogen fortrængte følelser eller traumer op omkring at have afsluttet en graviditet. Men jeg ved, at det ville være sværere nu. Selv hvis jeg blev gravid nu, som 25-prig med arbejde og et liv med en nogenlunde stabilitet, ville jeg få foretaget en abort igen. Det var let som 19-prig uden mål og retning med kroppen fyldt med cannabis og ubehag at bede om en abort. Man kunne have lavet en lang liste med grunde til, hvorfor jeg skulle afslutte graviditeten. Andre grunde, end at jeg ikke vil have et barn. Hvis jeg stod med valget i dag, virker det som et, der er sværere at stå ved, for med mit liv nu ville den eneste grund være, at jeg stadig ikke vil have et barn.

Abortfortællinger