Josephine .29År

Jeg vidste det før jeg tog testen, helt instinktivt, både at jeg var gravid men også at jeg skulle have en abort. Også selvom gynækologen havde fortalt mig, at jeg ikke kunne blive gravid pga. en cyste i livmoderen. Men så lå jeg der, til en scanning på Rigshospitalet, og helt uden tvivl om at jeg selvfølgelig skulle have en abort. Men da overlægen blev kaldt ind for at kigge på scanningen, og kunne konkludere at det var tvillinger ændrede min forestilling om en abort sig. De kunne kun tilbyde mig en kirurgisk abort. Jeg havde ellers forestillet mig, at jeg kunne slippe for at involvere for mange mennesker i processen, at jeg kunne tage et par piller og så kunne komme videre.

Jeg skulle indlægges på Gentofte, og skulle køres hjem pga. narkosen. Så da min mor og lillesøster kom hjem fra en lang ferie, fortalte jeg situationen til dem og min far. De var utroligt forstående og min lillesøster og mor tog med på hospitalet, da jeg skulle have min abort 3 dage efter nytårsaften. Min lillesøster var mere påvirket af situationen end jeg var, men det var ikke aborten der påvirkede hende. Det var nok mere synet af mig der lå i hospitalstøj i en hospitalsseng på vej på opvågningsstuen. Aborten har aldrig påvirket mig, dels fordi jeg ikke var et sted i min liv hvor jeg skulle have børn, dels fordi jeg ikke elskede ham der havde gjort mig gravid. Han var god nok, men jeg havde heller ikke lyst til at sætte ham i den situation.

I dag, ca. 7 år senere, tænker jeg sjældent på aborten, jeg fortryder intet. Den eneste gang jeg fortrød det, var en nat kl 3, en uge efter aborten, hvor jeg vågnede grædende med begge hænder hvilende på min livmoder. Som om at min krop endnu ikke helt havde forstået at der ikke skulle gro noget alligevel, som om at der manglede noget. Men det var en fortrydelse der varede en halv nat.

I dag, ca. 7 år senere, er jeg taknemmelig, for at være så priviligeret, at jeg kunne få en abort, som var sikker og udført at gode mennesker, og at min familie var forstående. Og jeg er taknemmelig for at ham der gjorde mig gravid, var ked af at han ikke fik lov at være der for mig da jeg fik min abort, og ikke over at jeg gjorde det.

Abortfortællinger