31År

Jeg var 24 år, og havde set den samme fyr i ni måneder. Vi var ikke kærester, men det ville jeg nok egentlig gerne. Ved et uheld glemte han at trække sig ud under sex. Jeg var egentlig ret vred på ham over det, så noget i mig fik lyst til, ikke at tage en fortrydelsespille.

Jeg havde allerede taget tre i den periode vi havde set hinanden og jeg var nettop stoppet på hormonprævention for at undgå hormoner. Nok lidt i protest ventede jeg til sidste øjeblik (72 t) før jeg alligevel valgte at tage pillen. Efter 14 dage tog jeg en test og jeg kunne egentlig allerede mærke at jeg var gravid. Jeg havde mange smerter i underlivet og det føltes anderledes end mine normale menstruationssmerter.

Testen var positiv. Jeg ringede til min mor med det samme og fik også fortalt “kæresten” om det. Han gik i KÆMPE panik, han skulle i hvert fald ikke være far nu hvor han ikke havde et hus, sagde han, så vidt jeg husker.

Jeg var rigtig meget i tvivl. Jeg følte at jeg var gammel nok til at blive mor og jeg var igang med en videregående uddannelse, så det lå slet ikke lige til for mig at få en abort. Jeg brugte flere uger på at tænke over det og i den periode følte jeg bare at han var i konstant panik over om jeg ville beholde graviditeten. Jeg er vokset op uden særlig meget kontakt til min egen far og det har altid været meget vigtigt for mig at mit barn ikke skulle opleve det samme.

Under en samtale med lægen siger hun “du har været meget igennem i dit liv og du må godt vælge den nemme vej nu”

Det gjorde faktisk at jeg valgte aborten.

Da jeg sad ved en sygeplejerske og skulle tage de første piller som ville stoppe udviklingen af graviditeten, græd jeg. Jeg følte ikke hun var særlig omsorgsfuld. Hun sagde at nu skulle jeg bare skynde mig at tage de piller. Så det gjorde jeg.

De to næste år var jeg kærester med denne fyr. Jeg havde rigtig svært ved at glemme aborten og jeg følte mig ensom i det fordi det for ham bare var overstået og han nu kunne ånde lettet op som om intet var hændt.

I de uger hvor jeg var i tvivl havde jeg én veninde som sagde at det også var okay at få barnet. Jeg tror de fleste andre syntes jeg skulle få aborten, som jeg husker det.

Jeg fortryder ikke min beslutning, men jeg vidste godt nok ikke hvor hårdt det ville blive efterfølgende. Jeg tænkte hele tiden at det her var den aller hårdeste beslutning jeg nogensinde skulle tage. Det tænker jeg stadig 7 år senere.

Jeg har ikke børn, men håber snart det sker. Jeg er 99% sikker på at jeg ikke vil kunne få en abort igen.

Abortfortællinger