Jeg var allerede ung alene mor og tog en graviditetstest "bare for sjov". Troede egentlig ikke på at jeg var gravid, men havde nok et hemmeligt håb.

Da jeg så fik øje på de to linjer blev jeg øjeblikkeligt overvældet af en spænding, en positiv følelse af begejstring. Men den følelse varede ikke længe.

Faren til barnet sagde, at han ikke kunne acceptere at jeg fik barnet, selv hvis jeg ønskede at få barnet. Det kom fra manden, som på daværende tidspunkt var min nærmeste og bedste ven. Da jeg efterfølgende forsøgte at søge trøst hos min søster blev jeg mødt med samme modstand og beskyldninger om at "belaste familien endnu mere". Derudover gav hun udtryk for at hun og familien aldrig ville acceptere barnet, selv hvis jeg valgte at beholde barnet. Det kom fra det eneste menneske, som altid har støttet og bakket op om mig.

Der stod jeg... med en "kæreste" og bedste ven, som havde vendt mig ryggen på et split sekund og foragtede min lyst til at beholde det barn, vi sammen havde skabt. Men en hel familie som alle var imod mig og for evigt ville opleve mig og mit kommende barn som en ekstra byrde og belastning.

Jeg var selv studerende og ikke det mest stabile og stærke sted i livet. Jeg ville så inderligt gerne have det barn, men følte for stort et pres fra mine omgivelser. Jeg kom frem til at jeg måtte gøre en ende på det, for var mildest talt ved at miste forstanden af al den skyld og skam og fortvivlelse der konstant strømmede rundt inde i hovedet på mig. Så jeg tog en hurtig og forhastet beslutning og tog hen til en gynækologisk klinik. Her gik det meget hurtigt og uden så megen snak. Kvinden på klinikken konstaterede at jeg var omkring 4 uger gravid og gav mig efterfølgende pillen i hånden, som hun forklarede ville påbegynde aborten. Da hun fornemmede at jeg tøvede et øjeblik sagde hun, at jeg godt kunne vente med at tage den til senere, hvis jeg nu havde brug for at tænke mere over det. I det øjeblik gik jeg i panik ved tanken om at skulle tænke mere og slugte pillen.

Derefter forlod jeg klinikken, købte to øl og en pakke cigaretter, satte mig i den nærmeste park og følte, at jeg havde slået en del af mig selv ihjel.

Og den følelse forsvandt aldrig helt, selvom jeg ville ønske at det ikke var sådan. Efterfølgende led jeg af svær angst i meget lang tid og isolerede mig fuldstændig fra omverden, jeg blev dybt deprimeret og fortrød at jeg havde lyttet til alle andres meninger og ikke mine egne følelser. Jeg følte at jeg havde forrådt mig selv.

Jeg har det heldigvis bedre her flere år efter, men kan mærke at jeg stadig har et stort ønske om at få endnu et barn. Og tror ikke at min indre uro og angst bliver dæmpet, før jeg får endnu et barn. Det lyder mærkeligt, men det er som om at min krop er blevet låst fast... er gået i hak... blevet snydt... den troede at den skulle have et barn og pludselig skulle den ikke og det har den haft meget svært ved at acceptere.

Samtidig kan jeg ikke fortryde mine handlinger, for siden hen er der sket så mange gode ting for mit barn og jeg, som ikke ville været sket, havde jeg ikke fået den abort.

Og det nytter ikke noget at være bagklog og tro, at man kunne have gjort noget anderledes, for man handler jo ud fra det sted i livet man lige netop står.

En ting jeg dog fortryder er at jeg ikke har snakket med nogen om min oplevelse. Og hvis du lige har læst min historie her og netop har gennemgået en abort, så er mit råd til dig at sørge for at snakke med nogen, hvem som helst, som er klar til at lægge ører og/eller skulder til. Man går og bærer rundt på mere end man ofte vil erkende over for sig selv og det er kun stærkt at række ud når livet føles tungt.

Al kærlighed til dig.

Abortfortællinger