Kort før min 17 års fødselsdag blev jeg gravid med min daværende kæreste. Det var ikke en ønsket graviditet og jeg vidste med det samme, at jeg ønskede en abort. Min kæreste var sød og støttende, men boede langt væk og var jo også kun 17 år. Min mor var fantastisk. I forhold til hvor skuffet hun må have været og måske endda overrasket over, at jeg var seksuelt aktiv, så var hun en kæmpe støtte. Hun fortalte, at hun også en gang havde fået en abort, og at det var virkeligt svært. Hun gik med mig til lægen og tog med mig på sygehuset, da jeg fik aborten (dengang var der ikke noget der hed medicinsk abort).

På trods af støtten og forståelsen fra min mor, så var det ensomt. Ensomt fordi jeg i bund og grund var den, der var i det. Den der skulle tage beslutningen. Selvom jeg aldrig rigtig var i tvivl om beslutningen, så var det noget af det sværeste, jeg har skullet gøre i mit liv. Selv måneder efter kunne jeg vågne fra drømme om barnet med en meget stærk følelse af barnet i mine arme. At aborten - også efterfølgende - også var så fysisk en oplevelse kom bag på mig. At min krop mærkede og huskede. At tankerne blev ved at kredse om hvilket menneske barnet ville have været. Det tog mig år at komme mig helt over det. Ikke at det blev ved at fylde lige meget, men det var med mig i min krop og mit sind længe. Mange, mange år senere fik jeg problemer med at få de børn, jeg ønskede mig. Men selvom jeg gik igennem mange ufrivillige aborter før det lykkedes - og dermed også angsten for at det aldrig ville lykkes - så har jeg aldrig fortrudt min beslutning om en abort dengang, men det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har skullet gøre.

Abortfortællinger