Anne .45År

Jeg er gravid. Fandt ud af det i sidste uge. Jeg tror jeg er 4-5 uger henne. Alt taler imod at jeg skal beholde barnet: jeg har en håndfuld børn i forvejen, vi har ikke plads, er bange for at miste mit arbejde (er pt på barsel, fødte for 3 mdr siden). Jeg har aldrig fået en abort før. Ikke frivilligt. Jeg har mistet et par gange og den sidste jeg fødte, var 3. gang efter to spontane aborter. Jeg har det så svært ved tanken om abort. Lige nu ligger den lille ært trygt i sin hule. Snart vil jeg få det fjernet. Jeg græder hver dag. Og har svært ved at sove. Det er min egen skyld. Jeg skulle have insisteret hårdere på at vi skulle bruge kondom. Og da han kom i mig, burde jeg have taget en fortrydelsespille dagen efter. Nu sidder jeg her og føler mig alene. Han er enig med mig i, at jeg skal have en abort. Det er bedst for alle. Også vores lille nye. Jeg skrev en lille tekst for et par dage siden. Jeg kunne ikke sove. Jeg havde læst om sjælelige aborter. Skulle jeg aldrig have gjort. At det at få en abort, er den ultimative afvisning af et menneske. Jeg har altid være pro abort. Men har aldrig ønsket selv at få det. Og nu føler jeg ikke at jeg har et valg.. Det kom der nogle ord ud af: Undskyld, Lille Liv.

Du, som lige nu ligger og gror i mit underliv, varmt og rart.

Det burde være det tryggeste sted på jord.

Tak fordi du har valgt mig som din mor.

Jeg ER din mor og det vil jeg altid være.

En sorg, jeg vil bære, resten af mit liv.

Sorg og skam.

Et kommende savn.

Hvem var du?

Hvem er du?

Jeg er så ked af at du ikke får lov.

Får liv.

At jeg, den der burde skærme dig, beskytte dig, er den der fjerner dig. Afviser din eksistens.

Undskyld.

For evigt undskyld.

14 dage er gået

Dagene sneglene sig afsted og jeg lå vågen til langt ud på natten, sendte tanker og kærlighed afsted til det lille voksende liv i min underliv.

På selve dagen var jeg ikke i min krop. Alt var som en "ud-af-kroppen" - oplevelse. Først da jeg sad foran sygeplejersken og hun bad mig om at tage den pille, der skulle stoppe graviditeten, brød jeg sammen. Hun sagde at det nok skyldtes hormoner. Forinden havde hun skannet mig og fortalt at alt så perfekt ud.

Jeg græd hele vejen hjem i bilen. Jeg hadede mig selv. Følte mig som en dårlig mor. Jeg undskyldte 1000 gange til det lille liv.

Dagen efter får jeg en besked fra min gode veninde. Hun er gravid. Termin samme dag, som jeg ville have haft det. Jeg ønskede hende et stort tillykke. Hun vidste ikke at jeg var igang med abortere. Jeg har heller ikke fortalt hende det. Til gengæld poster hun billeder hver dag af hendes voksende mave. Skriver om hvor vildt det er, at hun allerede føler sig forbundet til den lille. Hvor stor hendes kærlighed og lykke er.

Jeg begyndte at bløde samme dag. Dagen efter tog jeg stikpillerne og færdiggjorde min abort. Jeg kunne mærke da den forlod min krop. Jeg græd. Jeg følte mig tom. Og jeg følte et kæmpe savn.

Jeg føler stadig et savn. Det kommer i bølger. I dag er den slem.

Abortfortællinger