Inden jeg fik aborten, var jeg helt afklaret. Det var jeg også efterfølgende. Men min kæreste var mig utro blot et par dage før aborten og jeg følte at jeg var meget lidt værd og at det var på grund af min situation.

Jeg var kun 16 år og skulle ikke være “mor”. Der var ingen tvivl. Men efterfølgende følte jeg at min krop var ødelagt. Min mor havde sagt til mig, inden aborten, at man kunne se at jeg var gravid. Jeg følte mig fuld af skam over at have ladet det ske for mig, og følte at min livmoder aldrig ville være den samme.

Det startede også en frygt i mig for at være infertil. At jeg havde opgivet min eneste chance for at få børn og at jeg i fremtiden ville hade mig selv for at have sat mig selv i den situation. Jeg fik at vide at hver gang man får en abort, er der en chance for at man bliver infertil af det.

I skolen - på gymnasiet, var der samtaler om abort og etik. Jeg kom i gruppe med en der var imod abort, og hun vidste ikke hvad jeg havde været igennem. Det var hårdt psykisk at blive tvunget ud i en debat om et sårbart emne.

Det gode ved det er, at jeg ikke er blevet mor. Det var jeg ikke klar til og jeg er glad for at jeg har fået lov til bare at være mig, og blive en stærk kvinde på mine egne premisser. Noget andet er, at jeg aldrig har fortrudt mit valg. Det eneste jeg har fortrudt, er ikke at have vidst mere om sex inden det skete for mig, og så ville jeg ønske at jeg ikke havde stolet på, hvad en dreng fortalte mig om hvordan det fungerer.

Når jeg får min familie i fremtiden, vil jeg have den uddannelse jeg har drømt om, det arbejde der gør mig glad og de mennesker i mit liv som jeg elsker.

En abort kan være hård psykisk. Der er mange ting man skal forholde sig til, med sin egen krop. Heldigvis er det tilladt i Danmark. For en uønsket graviditet må absolut også være hårdt, i mine øjne hårdere. Det tror jeg ikke jeg havde kunnet klare.

Abortfortællinger