Fik en medicinsk abort omkring jul sidste år. Da jeg gik i 3.g og kun var 19 år, var der ingen tvivl om at jeg ville have en abort. Tanken strejfede mig slet ikke om jeg skulle beholde det eller ej. Så jeg oplevede heller ikke at være trist over at skulle få en abort, men jeg syntes det var enorm scary, og blev virkelig ramt af en følelse af frygt. Men tænker tit tilbage på det, og bliver virkelig ked af det, tit faktisk. Følte på det tidspunkt jeg var gravid, at det var virkelig meget at stå med selv.

Ringede rundt til mindst 15 forskellige gynækologer, som ingen havde tid til at foretage en medicinsk abort (som var det jeg gerne ville), mens jeg sad alene ude på gangen på mit gymnasium og græd. Det var så hårdt og mega uoverskueligt. Husker også en jeg fik fat i, der ikke talte særligt sødt til mig, og det gik jeg helt ned over på det tidspunkt. Det var virkelig hårdt.

En følelse jeg tit tænker tilbage på og bliver ked af det over, er følelsen af at blive afvist når man har allermest brug for hjælp. Jeg ringede derefter til min mor, og hun hjalp mig derfra, og fandt så en gynækolog der havde tid til mig, heldigvis. Aborten gik som det skulle, selvom det gjorde ondt i noget tid. Er glad for at min mor var så støttende. Hun var der også med mig, da jeg udførte aborten hjemme hos hende. Så det er jeg meget taknemmelig for.

Abortfortællinger