Jeg har fået 2 aborter i mit liv. Meget tæt på hinanden. Jeg var ung og uoplyst. Jeg led/lider af svær pco, og havde gjort mig klar med de manglende menstruationer m.m at jeg var så tæt på steril som muligt. I mange mange år brugte jeg ikke beskyttelse fordi jeg var overbevist om intet nogen sinde ville ske. Men så mødte jeg en (min mand i dag), og efter kun 6 mdr sammen blev jeg gravid. Vi var for nye og slet ikke klar i livet, så en abort virkede så "naturligt"- som det kan være. Det var en medicinsk abort. Alt gik fint, men det var en modbydelig oplevelse og skyldfølsen var tungere end noget jeg nogensinde havde prøvet før. Jeg havde fået at vide at efter en abort blev man ødelagt og kunne ikke undfange igen meget længe. Så i vores uvidenhed gik der ikke engang 3 mdr før jeg var gravid igen...

Jeg kan se hvor uansvarlig jeg virker, men vi vidste ikke bedre. Vi lærte på den hårde måde. Efter endnu en abort tog jeg det seriøst. Jeg skammende mig så meget ved lægen da jeg skulle havde pillerne til medicinsk fjernelse igen, at jeg besvimede. 6 mdr efter blev jeg gravid med min søn. Med vilje. Han er 4 i dag og vi er meget lykkelige over at have ham. Det måske underligt at forstår, men jeg trøster mig selv med at havde jeg ikke fået de aborter havde jeg ikke fået ham, og havde jeg ikke fået en abort før ham havde jeg nok ikke valgt at beholde ham. For vi ville ikke have børn til at starte med.. Han var ca et år da jeg kunne give slip på skylden om aborterne, men er bestemt ikke noget jeg rigtigt deler med nogen.

Abortfortællinger