Jeg var psykisk nede i et sort, sort hul, da jeg blev uønsket gravid. Jeg kunne slet ikke holde styr på noget - heller ikke p-pillerne. Der var to års venteliste til behandling for det psykiske, og jeg levede et ret promiskuøst liv. Jeg fandt faktisk ud af, at jeg var gravid, da jeg lige havde mødt min nuværende mand. Barnet var en andens. Han var så cool og tog med mig ind for at få foretaget den abort. Jeg husker stadig et dømmende blik fra en mandlig læge på vej ind på operationsstuen. Jeg har aldrig nogensinde reageret, for jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ikke skulle have det barn. Selv ikke da vi senere måtte i fertilitetsbehandling for at få begge de drenge, vi har i dag, har jeg fortrudt så meget som et sekund.

Jeg har aldrig været ked af det heller. Kun helt afklaret. Jeg vågnede i øvrigt under indgrebet og fik rallet noget uforstående, så anæstesilægen kunne give noget mere bedøvelse. Min mand forstod ikke dengang, at jeg slet ikke havde nogen reaktion på det. Vi skændes faktisk over det en dag, da vi var fulde til en fest. Han råbte, at han ikke forstod, at jeg ikke reagerede. Jeg pressede mig selv til at græde, og så fik han den reaktion. Jeg mente det aldrig, for jeg var ikke ked af det. Vi har det virkelig godt i dag. Det er 9 år siden. Det havde ødelagt mit liv at få et barn dengang.

Abortfortællinger