31År

Jeg var i et parforhold, hvor vi glemte prævention 1 enkelt gang, og bum... så var der en positiv test.

Vi havde været sammen i 1 år, og det var ikke et godt forhold. I bund og grund passede vi bare ikke sammen. Jeg vidste, vi ikke ville være sammen for evigt, og der var for meget i forholdet, der var usikkert. Han havde et barn fra et andet forhold, og så kæmpede han med flere diagnoser, som han ikke rigtig fik hjælp for. Jeg syntes ikke, måden han opdragede på var i overensstemmelse med mine værdier. Så jeg valgte at få en abort. Det var 100% min beslutning, og han var ikke enig. Jeg tror ikke, han helt tilgav mig det, og han var ikke opbakkende eller støttende i processen, andet end at han indvilligede i at køre mig til privatklinikken, hvor jeg fik en medicinsk abort.

Man får at vide ved den medicinske abort, at det er bedst, man er sammen med nogen, da man kan bløde en del, og det kan "gå galt". Jeg var sammen med ham, men han sov tidligt på sofaen, og så gik jeg ellers ind i seng alene og lod min krop gøre arbejdet.

Næste morgen, da det var overstået, var jeg så lettet. Jeg har aldrig følt mig så lettet før. Det var den største bekymring i mit liv, og nu var det overstået. Jeg har kun fortalt min nuværende kæreste om det. Ellers ved ingen i min vennekreds eller familie noget om det. Ikke fordi jeg stammer mig, men jeg vil ikke dele den del af mit liv med dem.

Min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden året efter, og det var en lettelse for mig, at der ikke var et barn indblandet.

Jeg vil til enhver tid støtte kvinder, der ønsker en abort. Det var det rigtige for mig, og jeg har aldrig fortrudt det.

Abortfortællinger