Anja.43År

Jeg var 22 eller 23 og min kæreste og jeg boede sammen, men var på ingen måde klar til at være forældre. Jeg arbejdede i et Call center og ville egentligt gerne have en uddannelse før jeg stiftede familie. Min kæreste ville slet ikke have børn.

Da jeg opdagede min graviditet var jeg utroligt ulykkelig. Jeg har ikke rigtigt noget netværk, min mor så jeg slet ikke og jeg har ingen søskende. Ingen af mine venner havde børn, og alle levede det ubekymrede ungdomsliv. Jeg overvejede slet ikke at få barnet. Jeg har haft en rodet opvækst, og ønskede ikke at gentage den historie.

Jeg fik ikke tilbudt en abortpille, måske var det før de rigtigt vandt frem. Jeg skulle have en kirurgisk abort, og der var ventetid. Jeg kom først til kort før jeg var 12 uger henne.

Jeg husker aften før, at jeg skulle tage noget medicin, der fik mig til at kaste voldsomt op, jeg var i forvejen meget plaget af kvalme. Vi tog en taxi ud til hospitalet, der var helt stille i taxaen.

Efter indgrebet var jeg så lettet.

Jeg var helt afklaret og sikker på, at det var den rigtige beslutning. Indtil jeg fik et barn flere år senere med en anden kæreste, som virkeligt ønskede et barn med mig.

Herefter begyndte jeg at savne og fortryde min beslutning. Selvom jeg stadig mener, at det var den rette beslutning, bliver jeg trist når jeg tænker på det og på hvilket vidunderligt barn, og i dag, voksent menneske, det kunne have været.

Jeg har i dag fået i alt 3 børn, som er helt fantastiske og som jeg selvfølgeligt elsker overalt på jorden. Jeg har skabt en tilværelse til dem med trygge rammer, masser af kærlighed, tid og nærvær. Men min abort, vil jeg altid fortryde. Og jeg føler et savn til det barn, jeg valgte fra.

Abortfortællinger