Linea.27År

Jeg skammede mig over at det var sket. Det var som om jeg skulle skamme mig mest, for jeg bar jo rundt med det levende bevis på vores uansvarlighed. Det var egentlig ikke aborten men andres reaktion på den, som jeg frygtede mest. Især mine forældres. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om at det var det mest rigtige at få aborten. Beslutningen var for mig udelukket forbundet med kærlighed og omsorg. jeg vidste at det jeg gjorde var det helt rigtige både for barnet, faren og mig selv. På trods af at der med graviditeten fulgte en masse underlige kvalmende kropsfornemmelser, var det også en livsbekræftende oplevelse. At være så tæt på selve livets skabelse. At reflektere over sin egen plads i det hele - som menneske og potentielt mor. Jordmoderen lykønskede mig da også efter jeg havde slugt den første pille og sagde: "Tillykke, du kan blive gravid og tillykke for at du bor i et land hvor du har et valg om hvorvidt du vil være det."

Mine forældre tog det meget pænt, de var mest bare kede af det på mine vegne.
Jeg havde planlagt at aborten skulle ske hjemme hos dem, så der var nogen til at passe mig hvis jeg blev syg af den. Efter den anden pille var taget lå jeg bare og kiggede op i det hvide loft. Afventende det helvede, som jeg var blevet fortalt om. Smerterne kom så voldsomme, at jeg drev ind i en febervildelse. Jeg vred mig og kunne intet andet end at kastede op. Efter 30 min var det hele ovre. Ingen smerter. ingen kvalme. Ingenting. Min mor havde købt mig nogle tykke inkontinensbind til at bruge imod blødningerne under aborten. De rækkede dog slet ikke, for da jeg rejste mig for at gå ud på toilettet strømmede blodet ned af mine lår og dannede blodspor på gulvet hele vejen ud til badeværelset. En klump forlod mig da jeg satte mig på toilettet. Det var Surrealistisk, som en guldfisk der blev skyllet ud i toilettet. Et lille vemod. En stille lettelse over at det endeligt var ovre.

Abortfortællinger