Fik abort i år2022.
Jeg valgte at få en abort, da jeg blev uplanlagt gravid med mine to børns far. Vi var i stor krise, da jeg netop havde forladt ham under meget traumatiske forhold. Jeg havde de sidste to år af vores samliv vidst, at jeg ikke ville nænne at bringe endnu et barn ind i vores familieliv, mens det var så ustabilt.
Jeg var ikke et eneste øjeblik i tvivl, og var så lettet og fuld af klarhed samtidig med at jeg sørgede over det liv, jeg ikke skulle leve som mor til tre, og de følelser der knyttede sig til en graviditet som jeg førhen havde drømt om og ønsket mig. Men det var det eneste rigtige for mig og mine børn, og jeg har ikke fortalt faderen det, og jeg har aldrig fortrudt. Jeg er taknemmelig hver dag for det frie valg, for jeg havde ikke været en fri kvinde, uden den abort.