38År

Jeg blev gravid med en fyr jeg havde datet i kort tid - og det blev starten på en periode med trusler på livet. Der var ingen tegn på ubehagelig adfærd inden jeg blev gravid.

Vi gik i seng sammen og brugte kondom. Jeg var ikke på hormonprævention da jeg ikke tåler det. Kondomer er derfor det bedste alternativ. Har aldrig oplevet før at de gik i stykker.

Da vi var færdige skyndte han sig på toilettet og smider kondomet ud inden jeg havde nået at se at det faktisk var i stykker.

Det finder jeg først ud af 7 uger senere, da der er banko med 2 streger på en graviditetstest.

Jeg havde kun været sammen med ham i tiden omkring. Så jeg var ikke i tvivl om at der var sket noget med det kondom, som han ikke havde fortalt mig.

Da jeg konfronterer ham med det og fortæller at jeg er blevet gravid og at jeg vælger en abort, så flipper han helt ud. Bliver kaldt luder, og andre grove skældsord. Han skriger, at jeg bare er ude efter hans penge, som en anden Golddigger. Han tror ikke på at jeg gennemfører aborten, men at jeg dukker op 9 måneder efter og kræver børnepenge, for sådan er kvinder.

Lover at skrive når aborten er overstået, så vi hver især kan komme videre. Det tror han ikke på. Han fortsætter med at råbe og skrige af mig.

På en eller anden måde får jeg afsluttet samtalen og bryder grædende sammen pga samtalen.

Bestiller tid hos lægen og vælger en kirurgisk abort, som foregår en uge senere. Blev taget omsorgsfuldt imod. Lægen sikrede sig flere gange om jeg var sikker i min sag. Det var jeg. Da jeg vågner at narkosen er alt roligt omkring mig. Husker hvor taknemmelig og lettet jeg er. Husker også hvordan jeg emotionelt tog afsked med det foster, jeg ikke ville have skulle blive til et barn. Alt foregår så respektfuldt og omsorgsfuldt. Sygeplejersker, der kærligt tilbyder mig samtaler, hvis det jeg får det svært med det. Alt på sygehuset er så ordentligt.

Jeg er helt afklaret omkring det der skal ske. Børn har jeg aldrig ønsket mig. Så det var ikke svært at tage beslutningen eller gennemføre den.

Dog sker der det, at jeg 1 uge efter aborten får feber, ondt i maven og begynder at bløde igen. Kontakter læge, som henviser mig til Gynækologisk afd.

Al vævet er ikke kommet ud, og skaber en mindre infektion. Den slags kan ske. Jeg bliver selvfølgelig behandlet over de næste par dage og kommer fint ovenpå. Personalet er virkelig søde og hjælpsomme. Igen så omsorgsfuldt og ordentligt.

Holder dog mit ord og skriver til fyren, at aborten er gennemført og overstået. Af respekt for hans frygt om at blive narret. Han går igen amok i indbakken. Jeg bliver truet med vold - at han nok skal banke det kneppeaffald ud af min ludermave - den sætning har brændt sig fast. Sådan bliver han ved i et par dage. Jeg kommenterer ikke, men er bange. Ved ikke hvorfor det ikke falder mig ind at blokere ham, måske af frygt for at han dukker op på min adresse. Kan ikke helt huske min tankerække. Overvejer også om politiet kan hjælpe. Kan faktisk ikke huske om jeg får talt med dem. Der er huller i hukommelsen i de dage. Det eneste jeg husker er hans beskeder og ønsket om at han stopper. Det gør han efter nogle dages raseri i indbakken.

Men...

I den uge, hvor jeg ville have haft termin, kontakter han mig igen og spørger hvornår han bliver indkaldt til en faderskabssag og skal betale børnepenge. Han lader mig også vide, at første gang han får ungen på weekend, vil han slå det ihjel.

Han tror ikke på, at jeg har fået aborten. Bliver ved med at insistere på, at det har jeg og at han ikke er blevet far. Han er en fri mand. Gentager mig selv igen og igen - siger alt jeg overhovedet komme i tanke om for at få ham til at forstå. Frygter han vil finde min nye adresse og dukke op. Til sidst falder han dog til ro og accepterer min forklaring.

Siden har jeg ikke hørt fra ham. Men jeg har dog set manden i en dokumentar om stalking, hvor han var virkelig uhyggelig. De kvinder der har været i hans kløer har jeg den største sympati for. Jeg så kun programmet fordi en veninde gjorde mig opmærksom på det, og spurgte om det var ham. Fik et angstanfald da jeg så det.

I dag ved jeg, hvor heldig jeg var at jeg "kun" endte med trusler om vold. I dag er manden blokeret alle steder jeg kan komme i tanke om pga det jeg så i dokumentaren. Frygter heldigvis ikke længere at han dukker op. Men det tog sin tid inden jeg ikke længere var bange. Han fylder ikke længere i min bevidsthed. Dog vil jeg stadig gerne være anonym når jeg fortæller om aborten. Selvom jeg var bange og gerne vil være anonym, så fortjener historien at blive fortalt - for kvinders og retten til sikker aborts skyld.

Selve aborten var den lette del, af hele forløbet her - jeg var så rolig, afklaret og sikker i min sag hele vejen igennem. Det var kun fyren, som besværliggjorde det. Hvis ikke det havde været for hans opførsel, så havde den ikke bidt sig fast.

Jeg er så evigt taknemmelig over at bo i et land, hvor det er lovligt og muligt at få aborter.

Jeg ville være endt som kvinderne i dokumentaren, hvis det ikke havde været for fri ret og adgang til sikker abort. Det må vi aldrig tage for givet.

Jeg er stadig kvinden, der ikke ønsker børn - og er i dag steriliseret og har det fantastisk. Skulle jeg gøre noget om, og med det kendskab jeg fik til manden, så ville jeg ikke have fortalt ham om graviditet overhovedet - bare have gennemført aborten uden hans vidende.

(Hvis du er blevet udsat for vold eller trusler om vold, eller hvis du er i tvivl, så kan du ringe til "Lev Uden Vold" på 1888 - døgnet rundt)

Abortfortællinger