Cecilie.34År

Det var slutningen af 3.G og jeg blev gravid. Jeg tror det var med en fra min klasse, men det kan også have været en fra parallelklassen - jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men har altid holdt på at det måtte være ham. Det passede helt ærligt bedst ind i kalenderen. Jeg tog p-piller på det tidspunkt, men var nok ikke altid helt god til at tage dem, hvad jeg ikke ville indrømme, fordi jeg var flov - folk ville vel have syntes, at jeg burde have passet bedre på. Vi brugte kondom, men det revnede - og vi fortsatte, fordi jeg jo nok var på p-piller.

Jeg tog hjem til klassekammeraten, for at fortælle ham det. Han var chokeret og ikke vildt støttende. Ikke på noget tidspunkt faktisk. Hans familie skulle i hvert fald ikke vide noget.

Jeg fortalte det til begge mine forældre, som var rigtig søde omkring det. Min mor og søster skulle på ferie, da jeg skulle have foretaget aborten, som også var planlagt til dagen efter studenterrunden - jeg bad dem tage afsted og forsikrede dem om, at jeg nok skulle klare det. Min far tilbød at jeg kunne være ved ham, men jeg ville faktisk hellere være ved en veninde. Det var for mærkeligt, at min far skulle være der, og at jeg skulle passes ved ham. Jeg kunne ikke både være en seksuelt aktiv kvinde og samtid være hans lille pige, der skulle passes på efter et indgreb.

Natten inden indgrebet var sidste dag på studenterrunden. En veninde sørgede for at jeg fik noget at spise midt om natten, så jeg kunne holde mig fastende derfra. Jeg selv var fuld. Studenterrunden var kun én gang, og jeg ville ikke gå derfra og ikke have fået sidstedag med. Så vidt jeg husker, var min aftale på sygehuset kl 9. Jeg skulle tage nogle vaginale suppositorier noget tid før, men vågnede så (for) sent til min aftale, så de røg fluks op og jeg røg afsted - heldigvis boede jeg meget tæt på. Jeg ringede til klassekammeraten flere gange, fra da jeg vågende og til jeg alene ankom på sygehuset, men selvfølgelig var der ikke noget svar. Jeg havde sgu også sovet min brandert ud, hvis ikke jeg SKULLE afsted.

Personalet var super søde. En anæstesilæge tilså mig; tjekkede min vægt og mine luftveje og fortalte kort om narkosen. Så klædte jeg om til operationstøj og kom på lejet på operationsstuen, hvor det ikke var på nogen måde synligt, at der skulle foretages en abort. Jeg fik anlagt en IV-adgang, fik en maske med ilt, og en sød sygeplejerske holdt min anden hånd og talte roligt til mig. “Tæl ned fra 10 med mig. 10. 9. 8.. 7…. 6……..”

Jeg vågnede ved, at jeg græd. Ikke hulkede, men bare græd. En sygeplejerske på opvågningen stod med en klud, så jeg kunne tørre mine øjne. Jeg ved ikke hvorfor jeg græd. Det er næsten 15 år siden, og jeg ved stadig ikke hvorfor jeg græd. Måske var det en blanding af lettelse, undrelse, ensomhed, glæde, tomhed og en stærk følelse af, at det var helt det rigtige. Jeg var stadig alene. Og jeg var den eneste, der lå og græd på opvågningen, alle andre var rolige, og jeg ville ud. De anbefalede, at jeg blev, til min veninde kom, men jeg skiftede tøj og gik helt fredeligt fra afdelingen. Vi mødtes kort efter udenfor, min veninde og jeg, og kørte hjem til hende og hendes forældre, som jeg virkelig holdt meget af. Vi lå i sengen og så film, og hun fortæller at hun har en aftale med sin kæreste lidt senere. Fuck. Jeg må ikke være alene i 24 timer efter narkose, og min veninde skal hjem til sin kæreste? Okay, jeg prøver at ringe en anden veninde op. Jeg kan sagtens komme til hende, ingen problem. Jeg kan kun svagt huske resten af aftenen. Jeg ved, at jeg har været i hendes lejlighed, men hvem der var der og hvad der skete, kan jeg ikke huske. Alt for lidt søvn efter en hel dag med druk og narkose har slået min hjerne helt ud.

Jeg tog hjem dagen efter, forsikrede folk om, at jeg havde det godt. Men jeg var alene.

Jeg kan heller ikke huske, om jeg rigtigt hørte fra klassekammeraten. Måske en “Oh shit, jeg sov, da du ringede”-besked. I hvert fald ikke noget, der har sat sig fast i mig. Jeg har i hvert fald ikke set ham siden den sommer - og har heller ikke et behov for det. Jeg er sgu nok stadig lidt bitter over hans opførsel.

Jeg kunne have haft et barn på 14 år på nuværende tidspunkt - eller børn, tvillinger løber i familien. Jeg tænker ind i mellem på det. Og det er okay. Selvom jeg kun var gravid i 12 uger, så VAR jeg gravid. Jeg kastede op, jeg havde det træls, mine bryster var ømme og jeg pruttede! Og jeg tog en studentereksamen oveni alt det. Ikke en imponerende én, men dog en. Jeg har ikke siden fået hverken børn eller flere aborter. Jeg ønsker heller ikke at få børn, og det er en viden jeg faktisk altid har haft. Selvfølgelig håber jeg ikke, at skulle have foretaget endnu en abort, men kom det til stykket, er jeg ikke i tvivl - jeg elsker børn, men jeg skal ikke være mor.

Hele gymnasiet vidste det dengang, og jeg var ikke vild med det. Sådan noget sladder (især med mig som hovedperson) havde jeg det ikke godt med. Men i dag er jeg heldigvis ligeglad. Og det var ikke sladder, for det var sandt. Klart, vi havde været uheldige, men folk har altså sex, og et barn kan være et (ind i mellem højt ønsket) resultat af sex. Jeg håber trods alt, at mine medstuderende fra dengang også ved det efterhånden.

Abortfortællinger