Jeg følte mig meget ung, og for umoden til at være mor/forsørger (26år) og uafklaret i livsvej, var uden job og endnu ingen uddannelse. Havde kun lige mødt min kæreste, graviditeten var et uheld fordi vi var uforsigtige i forelskelse, og han var også uden job og uddannelse, så det var altfor uholdbart fundament for et barn.

Jeg var afklaret med valg af abort. Det var det rette valg. Også for ham. Selvom vi var forelskede var forholdet uholdbart og uroligt fuld af tvivl fra hans side af og som det udformede sig mellem os de næste par år efter, med tovtrækkeri om hans hashforbrug, jeg ikke kunne acceptere, blev jeg yderligere bekræftet i at abort var det rette valg.

Jeg fik ro til at opbygge mit liv, arbejde, købe en god bolig og tage en uddannelse. Og endnu nogle år senere efter vores brud, så jeg en dødsannonce på ham… og tænkte igen at min intuition/mavefornemmelse havde sørget for at jeg traf det bedste valg og var meget taknemmelig for at det kunne lade sig gøre i vores sundhedsvæsen og tænkte på hvor godt det var, at vi ikke blev forældre sammen, det havde været så ulykkeligt på mange måder. Til forskel for den lykke jeg sidenhen oplevede, i at blive mor til to dejlige piger, med min nuværende livspartner og ægtemand.

Abortfortællinger