Lola.35År
Fik abort i år2022.
Jeg blev gravid uden at det var planlagt. Jeg fandt ud af det den dag, min kærestes søn blev indlagt for at blive udredt for en alvorlig sygdom. Han fortalte mig, at han ikke ville kunne tage sig af flere børn udover dem, han havde i forvejen. Han ville hjælpe mig økonomisk, hvis jeg fik barnet, men det skulle ikke være som kærester. Jeg var ulykkelig og i tvivl i flere uger. Jordemoderen oppe hos min læge sagde blandt andet “du ved ikke, om du kan blive gravid igen - måske er det her din eneste chance”. Det var ikke nogen hjælp. Jeg valgte til sidst en kirurgisk abort. Jeg havde ikke lyst til de potentielt langvarige smerter og konceptet med at skulle “føde” det selv og bløde i dagevis. Jeg havde dårlig samvittighed, fordi jeg havde de økonomiske ressourcer til at få barnet alene - men det ville være ensomt og med en far, som ikke ønskede barnet.
I dag er jeg gravid med samme kæreste. Det er planlagt denne gang, og vi har været igennem en lang og god proces for at nå hertil. Samtidig er sønnen i bedring. Den nye graviditet minder mig mere om aborten, end jeg havde regnet med. Jeg vil ikke sige, at jeg fortryder aborten, for jeg havde ikke det psykiske overskud til at gennemføre alene, men det har givet mig nogle ar på sjælen som er længe om at hele. Måske bliver det lettere, når babyen kommer. Det håber jeg meget.