Jeg fik min første abort imens amerikanske kvinder kæmpede om deres ret til præcis det samme.

Det var en meget ambivalent følelse at vide at jeg rendte rundt og bare ventede på den dag jeg kunne få foretaget min abort - imens andre kvinder, med samme historie og samme alder fik revet den mulighed fra dem.

Jeg priste mig lykkelig for at bo i et land hvor jeg havde mulighed. Det var så bizart - tænk at være taknemmelig og glad for at kunne få foretaget en abort.

Da jeg opdagede at jeg var gravid, var jeg knust - min kæreste og jeg havde kun været sammen i tre måneder. Hele min krop afslørede at der var noget helt galt. Jeg var så dårlig. Jeg kastede op uafbrudt og kunne nærmest ikke rejse mig op.

Jeg forestillede mig at jeg ringede ud til min læge, fik en akuttid og samme dag kunne få foretaget en abort - men der tog jeg fejl. Det krævede adskillige akuttider, blodprøver, snakke og ikke mindst en tid hos gynækologen, som ville have at man venter en uges tid.

Jeg rendte rundt og vidste jeg var gravid, i lidt over en uge, imens jeg var afklaret med at det skulle være en abort, og havde det vanvittigt dårligt. Det var på ingen måde fedt.

Selve aborten gjorde ondt. Rigtig ondt.

Jeg fik foretaget en medicinsk abort og den varede ca. 10 timer i det hele.

Abortfortællinger