Et kondom sprang og jeg vidste meget hurtigt efter, at noget i mig var anderledes. Da min menstruation udeblev, var jeg ikke i tvivl om hvorfor - og det bekræftede en test.

Min mor var sammen med mig, da de to streger kom frem på testen og min verden brød sammen. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ikke skulle have et barn. Jeg var 18 år og gik i 3.g og der var en hel verden, der skulle indtages. Et barn var ikke en del af den plan og jeg var slet ikke sikker på at jeg overhovedet skulle have børn. Men det ændrede ikke på skyldfølelse og skamfuldhed.

Jeg følte ansvaret for, at jeg var blevet gravid var mit og min kærestes kommentar var, at han da var glad for nu at vide, at han var fertil. Jeg skammede mig og var bange for andres reaktion, hvis de vidste, hvad der var sket. Jeg kendte ingen, der havde fået en abort - troede jeg.

Det blev en kæmpe hjælp og støtte for mig at få at vide, at min søster havde været igennem præcis det samme. Mine forældre vidste det, men jeg vidste intet. Både min søster og mine forældre bakkede mig op, de var aldrig dømmende og jeg mødte kun forståelse og kærlighed fra dem.

På hospitalet mødte jeg kun omsorg og jeg husker stadig det meget kærlige blik sygeplejersken mødte mig med, da jeg vågnede fra narkosen. Jeg har aldrig fortrudt min beslutning, heller ikke efter jeg blev mor, men jeg tænker indimellem på aborten - særligt, når diskussionen om abort dukker op i medierne. Den er en del af min fortælling og jeg er dybt taknemmelig over at have retten til egen krop og eget liv

Abortfortællinger