Taya.26År

Jeg fandt ud af at jeg var gravid lige inden påsken, så mens at jeg stod og var i panik kunne jeg heller ikke komme i kontakt med en gynækolog, da alt havde lukket. Jeg talte febrilsk dagene fra jeg sidst havde haft menstruation, men den sidste gang havde været meget let og forsinket, så jeg blev bange for, at jeg havde været gravid så længe at jeg skulle ansøge om en abort efter uge 12. Jeg begyndte at finde på argumenter, hvis det skulle være nødvendigt, og tænkte at hvis det blev nødvendigt, og de sagde nej, så ville jeg simpelthen true dem med at tage livet af mig selv. Jeg har en historik i psykiatrien og en kronisk psykisk lidelse som var i fuld opblomsstring på tidspunktet så jeg tænkte jeg nok skulle finde en vej, koste hvad det vil. Jeg vidste med det samme at jeg skulle have en abort og var på intet tidspunkt i tvivl da jeg 1. Ikke var et sted hvor jeg havde lyst til at få børn og 2. absolut ikke havde lyst til at få børn med personen der havde gjort mig gravid.

Da jeg endelig kom til scanning efter påsken viste det sig at jeg kun var 6 uger henne så det blev en helt almindelig pille-abort. Processen var fin, det gjorde ondt men ikke værre end de værste menstruationssmerter jeg har haft og jeg var på intet tidspunkt ked af det eller i tvivl om min beslutning. Det eneste jeg egentlig følte var svært ved processen var, at det var som om folk ikke troede på mig da jeg sagde at jeg ikke var ked af det, eller at det ikke havde været en svær beslutning. Som om det var forkert at føle sig lettet over at det var overstået og at der var noget galt med mig. En abort kan sagtens være en svær beslutning og psykisk hårdt for mange mennesker, og det er helt validt, men det BEHØVER ikke være en svær beslutning og det er ligeså validt at være lettet og glad. Det er i realiteten et mindre medicinsk indgreb (hvis man får pilleabort) og der er ikke tale om et barn eller et menneske. Igen, det er ikke for at invalidere folk som synes det er svært. Jeg synes bare det er vigtigt at vi husker at der ikke er automatisk lighedstegn mellem at være kvinde og at være gravid, og at ikke alle føler en dyb, intrinsisk forbindelse til moderskab og graviditet. Jeg tror ærligt talt at det er en af de antagelser der fx gør det svært for kvinder med fødselsdepressioner at fortælle om hvordan de har det. Fordi man antager at kvinder har en automatisk, medfødt forbindelse til de her ting og det er forkert hvis ikke de elsker det, eller hvis man, som i mit tilfælde, oplevede aborten nogenlunde ligeså følelsesladt som at få fjernet en visdomstand.

Abortfortællinger