M.27År

Min kæreste og jeg havde kendt hinanden i knap et år, halvdelen af tiden under coronaens første bølge. Jeg var 25 år og han 30 da vi gennemgik første abort. Vi var begyndt at snakke om familie på sigt ca. et år ude i fremtiden og fordi jeg havde været på p-piller siden mine teenageår, så aftalte vi at jeg stoppede og bruge kondom. En dag glemte vi det og tænkte “selvfølgelig sker det ikke i første hug” og kom hurtigt videre, lige indtil jeg sad med to røde streger på en graviditetstest.

Vi bar begge overrasket, ikke på den Jubii-vi-skal-være-forældre måden men på den der altså-hvis-du-vil-kan-vi-godt måde imens vi kiggede rundt omkring i vores 56 kvm lejlighed hvor vi lige var flyttet sammen.

Tvivlen var stor, for ville vi elske hinanden alligevel? Var vi bange fordi vi ikke elskede hinanden nok? Var det her egentlig det jeg ville? Og vil han kun blive af forpligtelse og ikke fordi han ville os? Ville jeg os? Hvad med den faste stilling jeg netop havde fået?

Alt var oppe og vende. Vi havde mange lange snakke og fik begge adresseret vores bekymringer. Vi aftalte at gøre ALT sammen, så I november ankom vi på sygehuset til undersøgelse forud for abort. Det var hårdt, rigtig hårdt - fordi man sidder i samme vente rum som alle dem der skal til graviditetsscanninger i det offentlige. Men vi gjorde det sammen og efter samtalen og udleveringen af pillerne skyndte min kæreste sig ned i byen og købe alt det nødvendige. Varmepude, blandselv slik, smertestillende, hyggetøj, og pizza. Dagen efter startede behandlingen. Jeg indtog pillerne og vi så en film sammen, herefter tog vi ud på en god gå tur som satte gang i alt det hårde. 5 timer, flere film og en masse varmedunke senere var smerterne og blødningen aftaget. Vi tog efterfølgende imod tilbuddet om konsultation hos Mødrehjælpen for at bearbejde alle vores tanker på en god måde. Han stod ved min side til den efterfølgende blodprøve og de mange humørsvingninger.

Efterfølgende har vi været igennem to ufrivillige aborter over 2 år og selvom tanken, om aborten første gang var det rigtige valg, har strejfet mig, så er jeg ikke et sekundet i tvivl. Vi var ikke klar dengang og det styrkede kun vores forhold at være ærlige omkring det fra start.

Nu er vi klar til at være forældre og venter en lille datter til september 2023.

Abortfortællinger