Jeg var 29 år, var i gang med den sidste del af min uddannelse og så en mand, der viste sig, at have svære mentale problemer.

Kondomet sprang mens vi havde sex og jeg husker både fornemmelsen og at jeg tænkte - han dyrker ekstrem meget sport, går dagligt i sauna, jeg er storryger og overvægtig, så jeg bliver ikke gravid. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet.

Jeg mærkede hurtigt tydelige tegn på graviditeten. På det tidspunkt var man lige begyndt på at lave medicinske aborter og jeg fik tilbudt den mulighed og takkede ja. Da det stadig var en forsøgs ordning var jeg indlagt ambulant, da jeg fik de sidste piller.

Jeg blev scanne inden jeg fik pillerne og den person, der foretog scanningen var klar over, at jeg skulle have en abort sagde: ja, der sidder et fint og levedygtigt foster derinde. Det var så modbydelig og unfair sagt, da vi jo havde beskyttet os og uanset min alder, så ville det på alle måder være forkert at få det barn.

Jeg husker, jeg ikke havde fået min egen stue men lå på en smal briks i et undersøgelsesrum uden vinduer, nede i kælderetagen på Kolding sygehus. . Jeg var der alene og det gjorde vanvittig ondt.

Jeg kender stadig manden og vi er stadig enige om, at det var det rigtige valg, at vi ikke skulle have det barn. Jeg har aldrig skammet mig over min abort, for jeg ved at jeg ikke var uforsigtig eller sløset med prævention. Jeg ved også at jeg ikke klar til at blive forældre og det var manden heller ikke.

Jeg har siden hen fået en datter.

Abortfortællinger