Emma.27År

Jeg var 19 år gammel, min kæreste og jeg havde været kærester siden 9 klasse, og var den sommer (2014) flyttet sammen til Odense fordi, han skulle studere på universitetet.

Jeg havde sådan en fornemmelse i kroppen jeg ikke kan forklare, så jeg tog en graviditetstest, og der kom lynhurtigt to blå streger frem.

Jeg ringende grædende til min bonus mor, jeg græd så meget i telefonen at hun ikke forstod, hvad det var jeg fortalte hende. Hun fik talt mig til ro, og så skrev jeg til min kæreste at han gerne måtte komme hjem hurtigt, fordi der var noget jeg skulle fortælle ham.

Da han kommer hjem græder vi sammen - vi ved godt det ikke er den bedste ide at få et barn i en 1-værelses studielejlighed. Men det bliver ligesom ikke rigtig italesat. Jeg tager til lægen, og får lavet en vandrejournal et par uger efter.

Der går lidt tid, og vi beslutter os for at fortælle det til min far, og hans forældre - jeg er så nervøs for at skulle fortælle min far det, så jeg sender ham en lang sms, imellemtiden har min bonus mor holdt det hemmeligt for min far, fordi vi aftalte at jeg selv skulle fortælle det.

Min kæreste ringer til sin mor, jeg kan høre hende i baggrunden sige “du skal ikke være far nu”. Og så smider hun hun rundt og kaster med ting, det lyder som om gryder og pander ryger over det hele. Min kæreste siger til sin mor, “det jo heller ikke mig der vil have det”.

Jeg følte mig så alene, min far ender med at køre hjem til min kærestes forældre og snakke om det hele, jeg har senere fået fortalt af min far, at hans forældre smed mig totalt under bussen, det hele var min skyld, og hvis jeg gjorde min kæreste til far uden hans vilje, ville de aldrig snakke til mig, eller se mig igen, det ville ingen i hans familie. Hans mor kaldte mig en møgtøs.

Ugen efter kom min far og min kærestes far og besøgte os i vores lejlighed - vi havde en lang snak min far og jeg. Om at det var bedst at få en abort. Inde i mit hovede var jeg slet ikke ombord med den ide, fordi jeg tænkte at folk jo ville hjælpe mig og os, hvis det endte med vi skulle have et barn.

Efterfølgende tog jeg til lægen igen, og snakkede om abort og jeg fik en henvisning til Svendborg sygehus, med henblik på abort.

Min kæreste og jeg tog til sygehuset for at blive undersøgt og få en tid til aborten et par dage efter, jeg blev scannet og damen som scannede mig drejede skærmen væk, det er jeg idag taknemlig for, men jeg er samtidig også nysgerrig, hvad mon hun så, hvor stor var den. Jeg kan huske jeg spurgte om alt så normalt ud, hvortil hun svarede ja. Da jeg var langt henne i graviditeten, ca. 10 uger, skulle tiden til abort også ske snarest. Vi fik en tid d. 19 Dec, 2014. Det var den dag min kæreste og jeg havde været sammen i 4 år. Typisk tænkte jeg, og shit en lorte dag, at skulle have abort på.

Dagen kom, og jeg skulle om morgenen tage nogle stik piller, som stopper graviditeten - jeg ville ikke, og jeg kunne ikke. Tanken om der lå en lille bitte levende baby i maven på mig, det kunne jeg slet ikke. Jeg græd og græd, min kæreste flippede ud og sagde “jeg ringer til dig far”. Jeg kan huske jeg tænkte, okay - så gør det.

Vi havde på forhånd lavet en aftale med min mor om at hun skulle med på sygehuset når jeg skulle have foretaget aborten, da min mor kom ind ad døren til min lejlighed brød jeg sammen og faldt hende om halsen mens jeg skreg, “jeg kan ikke”.

Vi snakkede lidt, jeg pakkede en taske og så kørte vi mod Falster og hjem til min mor. På vejen hjem, skulle jeg ringe til sygehuset og aflyse min tid. Jeg kan huske damen i telefonen sagde, “held og lykke”.

Der gik to dage, så tog jeg hjem til min far og bonusmor, min far var kold og afvisende, og i midten stod min bonusmor, jeg kan huske at hun proppede mad i mig, og sagde jeg skulle spise - jeg havde ikke haft den store appetit pga kvalme, og alt det tumult der foregik. Så jeg var blevet rigtig tynd, og mine kraveben stak helt ud og mine blodårer var meget synlige. Min kærestes far havde ringet til min far, og sagt at de måtte jo køre mig til Sverige så - fordi der kan man være op til 16 uger, før man ikke kan få abort længere. Min far svarede at det kunne han ikke se blive aktuelt , fordi jeg jo havde besluttet mig.

Om aftenen d. 21/12-14 ligger jeg på mit gamle værelse og snakker i telefon med min kæreste. Jeg siger til ham, at hvis jeg skal have en abort så skal han love at være der for mig, det mig før alt andet og han skal have min ryg og passe på mig. Det lover han højt og helligt. Og næste morgen ringer jeg til Svendborg sygehus og siger jeg godt vil have en abort alligevel. Jeg er her 11+3 så det skal til at være siger lægen, jeg får en akut tid kl, 16 samme dag. Jeg kan inderst inde godt se det er bedst, jeg er helt alene omkring det. Og jeg føler at ingen vil hjælpe mig.

Pludselig får jeg travlt, min far og bonusmor er på arbejde, så det ender med at min kærestes far skal køre os til Svendborg sygehus. Jeg siger til min kæreste at det fint, men hans far skal ikke snakke til mig, han er chauffør og intet andet. Undervejs stopper vi på en tankstation, hvor jeg går på toilettet og tager de stikpiller som skal stoppe graviditeten.

Vi har aftalt med min bonusmor hun skal møde os på Svendborg sygehus, jeg har ikke sagt noget til min far, jeg var sur og skuffet over hans behandling af mig den sidste tid, over jeg havde besluttet at beholde barnet. Så jeg gad ikke snakke med ham, og han kunne for min skyld skride af helvedes til.

Vi ankommer og ved indgangen står min bonusmor, jeg bliver skrevet ind vi får en stue - jeg bliver kørt afsted ned på OP da det er tid - jeg kan huske at de har svært ved at lægge det drop som skal i min arm, og det gør virkelig ondt, hvilket jeg siger, damen siger så, “gud jamen det ligger da også forkert”. Jeg begynder at græde, får maske på mens mine tårer løber ned af mine kinder - jeg trækker vejret en gang, og det bliver sløret, så én gang til. Og så forsvinder jeg. Alt er sort.

Da jeg vågner på opvågningen er jeg panisk jeg ved ikke, hvor jeg er. Og alle maskiner jeg er koblet til begynder at bippe højt, jeg husker at sygeplejerske går rundt til de andre patienter og fortæller at der er en, som lige er vågner (mig), og jeg er lidt ude af mig selv, men alt er fint. Jeg får piller og saftevand og en masse varmede tæpper, for pludselig fryser jeg helt vildt. Jeg spørger hvornår jeg kan blive kørt tilbage - der kommer en portør, og vi kører mod min stue.

Den første jeg ser da jeg kommer tilbage, er min far - jeg kan se at han er rørt over at se mig der, jeg græder og siger at han ikke havde behøvet at komme, han tager min hånd og siger selfølgelig skulle han det - han spørger om jeg har ondt, jeg svarer nej, og så kommer der en sygeplejerske og spørger om jeg vil have noget mad.

D. 24/12-14 holder jeg juleaften med min far og Co, som jeg plejer.

D. 26/12-14 Skal min kæreste til julefrokost ved sin farmor og farfar, han har sovet hos mig fra dagen før, min kæreste når lige at sende en besked til sine forældre da vi vågner om morgenen og spørger, hvad tid han skal hentes - da jeg lidt efter mærker, to store våde pletter på min top. Mine bryster har lækket, og det er rigtig vådt. Jeg skriger, og græder - og min kæreste går ned efter min bonusmor, hun kommer op, og jeg siger hun skal få det til at gå væk, fordi der er jo ikke nogen baby til at spise hos mig, så det skal stoppe og væk NU. Jeg græder og græder, og min bonusmor græder og siger “jeg ved det godt”. Hun går ned og ringer til apoteket og henter piller til mig, som får det stoppet.

Min kæreste får et opkald eller sms fra sine forældre om at det er i orden. Senere får jeg så at vide, at de har tænkt jeg ikke ville have min kæreste til at deltage i julefrokosten med deres familie. Min kæreste forældre har også fortalt det med graviditeten til hele deres familie og omgangskreds - hvor de så bagefter må fortælle at jeg har fået aborten. Min kæreste forældre ville have alle sammen til at udstøde mig fra deres familie og ikke have noget med hverken mig eller barnet at gøre, hvis jeg fik det imod min kærestes vilje.

Det blev nytår, jeg vi har altid holdt det hos min kærestes forældre, fordi det ville min kæreste gerne. Set i bakspejlet skulle jeg ikke have gjort det dét år. Jeg kommer derned dagen før, og vi sætter os omkring spisebordet, min kæreste, hans forældre og mig.

Der går ikke lang tid så græder jeg, og jeg fortæller dem hvor tarvelige jeg syntes de har været, at de ville have mig udstødt fra deres familie, at de kunne tro jeg ikke ville have min kæreste til at deltage i familie julefrokost osv. det ender med hans forældre går amok, råber af mig, alt imens jeg græder. Og min kæreste? Ja han sidder for bordenden med sin bærbare computer og siger INTET. Så meget for at være der for mig, og have min ryg.

Det ender med jeg rejser mig og går fra bordet - løber op på min kærestes værelse, og sætter mig ned og græder. Min kæreste kommer ind og vil trøste mig, hvortil jeg skriger han skal lade mig være. Hvordan kan han sidde og love mig det ene og det andet, men ikke gøre det og stå op imod hans forældre som taler til mig på den måde. Min kærestes mor braser ind på værelset og siger der er ikke nogle som skal bagtale hende her.

Hele den her proces med abort og eftertiden var så sindssyg hård. Jeg følte mig så alene, mere end jeg nogensinde havde følt før. Jeg var så ødelagt og ked af det, min kæreste turde ikke sige sine forældre imod - og mine forældre lod som om det ikke var sket, og blev ved med at belemre mig med jeg skulle ud og finde et arbejde, jeg kan bare huske jeg tænkte, det er 3 uger siden. Jeg kan sgu da ikke passe et arbejde, jeg er broken.

Min kæreste og jeg holdt pause fra hinanden fra nytår og et par uger frem. Men da jeg ikke kumme holde ud at være hjemme længere, tog jeg til Odense igen, jeg havde brug for min kæreste, fordi han var den eneste som forstod det jeg havde været igennem. Det ændrede hele vores forhold, og mit syn på ham blev anderledes, jeg kunne ikke holde ud at han rørte ved mig, og alt jeg så, var bare en kæmpe fucking kujon. Hvor var den fyr jeg forelskede mig i, ham som lovede at være der for mig, og som ville have min ryg.

Jeg slog endeligt op med min kæreste i efteråret 2015, jeg havde længe følt os som bare venner, omend jeg følte os forbundet pga det vi havde været igennem. Det vil jeg nok altid gøre, men jeg vil også altid se det som mere mit barn end vores, fordi det er mig der kan huske alle datoerne, og det var min krop, det gik udover.

Idag er jeg lykkeligt gift med det der engang var min, nu ex-kærestes, bedste ven. Vi har været sammen i 7,5 år nu, og gift i snart 1 år. Sammen har vi en lille dreng på 9mdr. Jeg er SÅ lykkelig, og jeg føler mig så elsket.

Tak fordi du læste min historie.

Kærlig hilsen Emma.

Abortfortællinger