Jeg var 16, da jeg tog til lægen pga blandede fysiske symptomer. Han stillede en masse spørgsmål og undersøgte mig grundigt. Husker ikke om det var en graviditetstest eller en blodprøve, men jeg husker tydeligt lægesekretærens hårdt dømmende elevatorblik på mig mens hun snerpet sagde "positiv". Det var først der, jeg fandt ud af at jeg var gravid.

Jeg valgte åbenlyst abort. Lægen var såmænd okay, han spurgte om jeg ville have barnet eller en abort. Jeg svarede abort og han skrev så en henvisning til hospitalet for skanning og abort. Udelukkende fokus på det somatiske.

Da dagen for aborten oprandt, var samtlige sygeplejersker søde og venlige. Ingen nævnte et ord om noget som helst andet end noget praktisk om en stikpille og så den nål, jeg skulle have indsat i hånden.

Ingen spurgte på noget tidspunkt om hvordan jeg, en 16-årig pige, havde det. Om jeg var sikker på mit valg. Om jeg havde brug for nogen at tale med.

Intet.

Inden jeg tog hjem fik jeg lidtpraktisk information, bl.a. om at holde mig i ro i nogle dage. Igen, udelukkende samtaler om det somatiske.

Jeg har reelt aldrig fortrudt mit valg, men mindes stadig den ubehagelige, nedladende behandling i lægehuset.

Abortfortællinger