Juni.33År

Jeg blev gravid da min kæreste og jeg havde været sammen i et år, jeg var 24, og vidste med det samme at jeg ikke var klar til at få et barn. Men jeg havde stadig et stort behov for at tale om begge muligheder (abort/beholde) med min kæreste, jeg ville ære barnets sjæl og dets liv ved at seriøst overveje muligheden, selv om jeg troede jeg ikke var klar. Men det ville han ikke. Han ville slet ikke tale om muligheden for at beholde barnet fordi han var bare for jeg så ville beholde det. Han sagde i stedet at jeg ikke var klar for at blive mor, at jeg ikke ville være i stand til det. Alt fordi han var så bange for at jeg ville beslutte mig for at beholde det mod hans vilje. Jeg endte med at tage en medicinsk abort. Barnet blev ikke udstødt med det samme, først en uge senere på vej hjem fra byen kom det ud af mig, i toilettet på en bar og så på vej på cykel hjem. Det var frygtelig. Vi kunne ikke tale om det de to år vi var sammen inden vi gik fra hinanden – en gang i mellem havde jeg brug for at tale om og det, og jeg kunne finde på at sige “tænk at vi ville have haft et barn på 2 år hvis vi beholdt barnet”, og det kunne han slet ikke håndtere. Stemningen blev så dårlig. Jeg havde bare brug for at tale med ham om det. Det kunne jeg bare ikke. Jeg ved at det var en lille pige, og jeg føler stadig hun svæver over mig på himmelen af og til. Det er snart 10 år siden, og jeg tænker af og til på jeg måske aldrig får børn. At hun var min eneste chance.

Abortfortællinger