Jeg har den samme partner gennem mere end 10 år nu og han er stadig ikke klar til at blive far. Jeg har aldrig haft noget stort behov for at blive mor men gene ville det når det nu passede os hvis det nogensinde ville gøre det.

Jeg ville gerne væk fra homonprævention og vi valgte pessar men vi havde også afbrudt samleje. Da vi var vant til bare at have sex uden at tænke så meget over beskyttelse, var det fristende da det var så meget bedre, vel vidende at der var en risiko. Da jeg så blev gravid var det bare det jeg skulle, have en abort. Vi ville ikke være forældre, men jeg kunne mærke det var svært og blev også ked af det. Tror det var hormonerne og et helt naturligt instinkt om at ville beholde barnet, men valgte var nu nemt nok.

Det var så det værste jeg havde prøvet, medicinsk abort, ønsker det ikke for min værste fjende.. bange for smerten, vred mig på det hårde badeværelsesgulv, sked og blødte på en gang, varmt vand fra bruseren på maven. Jeg var virkeligt dårligt informeret om hvor ondt det ville gøre...

Der er flere i min familie der har fået abort og jeg har snakket om dem med min mor. Men hun har altid givet udtryk for at man var meget uansvarlig hvis man fik en, da man jo skal beskytte sig, ikke fordi der er noget galt i selve aborten men jeg har aldrig fortalt hende det. Jeg kan ikke. Jeg ved hun vil synes det et helt okay, men er bange for at jeg bliver en "dårligere" datter og ikke den fornuftige som jeg er for hende, lige nu.

Jeg har lært, at abort er et tabu, og det ligger meget dybt..

Så gik der et halvt år hvor vi var rigtig gode til at bruge pessar. Vi havde lært af den første gang. Men så blev jeg gravid igen. Jeg havde ellers sagt at jeg ikke ville have abort igen hvis jeg blev gravid, men vi ombestemte os. Denne gang var det dog en helt anden oplevelse. Jeg var forberedt med voksenbleer, varmepuder, blød seng og meditation før og under, så det blev slet ikke så slemt som den første.

Den eneste jeg har fortalt det til er min bedste veninde og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at fortælle det til min familie.

Jeg valgte at få hormonspiral i nogle år og er nu tilbage på pessar, da jeg stadig har en drøm om at være hormonfri. Så enten har jeg ikke "lært" en skid, eller så er vi klar til at blive forældre denne gang hvis det går "galt" igen.

Jeg synes ikke det er en selvfølge at kvinder skal føde børn bare fordi naturen har givet os den gave at vi kan. Det er en kæmpe belastning for kroppen, ikke alle har lyst, og hele livet bliver vendt på hovedet! Vi skal samtidig ære og værdsætte det mere i hele samfundet, så det netop ikke bare bliver taget for givet, og noget alle skal for at være en "rigtig" kvinde, da det er en stor ting og lige så stor at vælge fra.

Abortfortællinger