Bente.

Jeg har som læge på en gynækologisk i 1990'erne afdeling erfaring med kvinder, som kom til abort. Da jeg var ny i faget, var min indledning ofte: Goddag. Nå, du kommer, fordi du ønsker abort.

Da jeg tilstrækkelig mange gange oplevede, at mange på den modtagelse brast i gråd, ændrede jeg modtagelsen til noget i retningen af: Goddag. Nå, du skal have en abort.

Der var nemlig mange grunde til abortanmodningen.

Det kunne være, at kæresten havde fået kolde fødder og bestemt ikke ville være far, og at hun ikke magtede at være alenemor. Så det, der havde været en måske planlagt og ønsket graviditet, nu ikke var til at overskue. Det kunne være præventionen, der svigtede.

Der var mange forskellige grunde, men fælles for kvinderne var, at de alle havde gjort sig mange og grundige overvejelser, og de fleste var kede af det og ville gerne bare have det overstået i en fart.

Selv har jeg personlig erfaring med at få en provokeret abort i starten af firserne.

Kæresten var ny, mit pessar havde svigtet, og jeg var lige begyndt på medicinstudiet. Så jeg kunne slet ikke overskue at skulle passe barn og studere samtidigt.

Men det, jeg ellers husker, var, da min praktiserende læge spurgte mig: Hvad har du brugt af prævention? Hvis du da har brugt noget.

Det var meget ubehageligt og ydmygende.

Abortfortællinger